Det gnidningsløse knald fylder 40 år

Author:

Overskriften må tages med et gran salt, for det famøse gnidningsløse knald har selvfølgelig også eksisteret som fænomen før forfatterinden Erica Jong gjorde det til talk of the town med sin berømte debutroman fra 1973 Fear of Flying.

På dansk fik bogen den mindre angstbetonede, lette titel Luft under vingerne. Bogen blev en skandalesucces på grund af sin ligefremme fremstilling af moderne kvinders seksuelle lyster og appetit, og den gjorde Erica Jong til en af den tids kvindelige orakler på den seksuelle frigørelses område.

Erica Jong var en af de amerikanske kvinder i litteraturens rapfodede elite, der slog mønt på kvindebevægelsens kamp for bl.a. ligestiling på det seksuelle område, hvor mænd angiveligt i årevis havde haft patent på fri udfoldelse. Erica Jong var en lightudgave af den anderledes krigeriske australske feminist Germaine Greer (Den kvindelige eunuk). Og man kan også hævde, at Jong var en slags gudmoder til den lange række af bøger, der i de seneste årtier er blevet lanceret som chick lit – litteratur til og om moderne kvinder. Og chick lit er ikke altid ment som en positiv genrebetegnelse, snarere som et begreb for det man i gamle dage kaldte underlødig litteratur.

Jeg har aldrig fået læst Jongs bog fra ende til anden, fordi jeg aldrig rigtig har været til problemdebatterende litteratur – og vil derfor ikke dømme om bogens litterære kvaliteter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *