Ideen er ikke ny. At Bob Dylan fortjener Nobelprisen i litteratur. I New York Times er journalisten Bill Wyman (nej, ikke den Wyman…) igen inde på det. Og han citere fra en række af Dylans kendte sange for at argumentere for sagen.

At Dylan besidder poetiske kvaliteter burde være hævet over enhver tvivl, hvis man har blot et nogenlunde kendskab til mandens produktion. Men kvalitet i sig selv giver ikke nogen pris. Det er der mange eksempler på. Og ofte er der andre motiver på spil i forbindelse med prisuddelingen.

Et andet argument for at give Dylan prisen kunne være, at vi dermed fik en officielt anerkendelse af, at rockmusikken også på teksplanet er et væsentlig bidrag til menneskehedens kultur og kunst. En anerkendelse af sangteksterne som en særlig, værdifuld genre.

Then she opened up a book of poems

And handed it to me

Written by an Italian poet

From the thirteenth century

And every one of them words rang true

And glowed like burnin’ coal

Pourin’ off of every page

Like it was written in my soul

(fra “Tangled up in blue”, Blood on the Tracks 1974)