I går var jeg ude og lufte det orange automobil. Jeg prøver at begrænse min kørsel i den, ikke for at skåne kvasi-oldtimeren, men for at begrænse afbrændingen af fossil brændsel og dermed reducere mit bidrag til klimaforværringerne. Af samme grund er jeg også begyndt at køre økonomisk – koble ud, når det går ned ad bakke osv.
Nå, men det var slet ikke der, jeg ville hen. Jeg skulle på biblioteket og ordne nogle ting i byen, så automobilet var påkrævet. Og undervejs blev der tændt for DR1 Radio. En udsendelse om lillefingeren. En anatom forklarede om forskellen mellem denne oversete finger og de andre, blandt andet “fuckfingeren” (langemand), og fremhævede blandt andet, at lillefingeren besad en muskel, der gjorde den egnet til at pege med. Udsendelsen – i al dens korthed – kom også omkring de æstetiske og kulturelle aspekter af lillefingerens brug. Fx det forhold, at “fine mennesker” – kongelige og så videre – stritter med lillefingeren, når de drikker te. Og om lillefingerens (u)undværlighed. Det ville fx være svært at være tuschtegner, hvis man manglede den lille finger.

En sådan lille udsendelse ville der med garanti ikke blive plads til i en rent kommerciel radio, hvor reklamerne gerne skulle udfylde ethvert ledigt hul i musik- og underholdningsfladen. Og er det ikke også et eksempel på et overflødigt program? Hvorfor spendere et kvarter på at høre om noget så perifert som den menneskelige lillefinger? Unyttig viden!?
Jeg følte mig belært, beriget, ja, en lille bitte smule mere dannet. Lidt klogere på et lille hjørne af verden. Og næste gang jeg stikker lillefingeren i øret for at klø mig, vil jeg tænke på den muskel, der gør det muligt.
Udsendelsen er for mig et fremragende eksempel på, hvorfor det er værd at kæmpe for bevarelsen af den mangfoldige public-service institution Danmarks Radio, og bekæmpe den kulturelle bornerthed og indskrænkethed, som kulturminister Brian Mikkelsen og den borgerlige regering står for i sagen om DR.

Husk at skrive under her.