Fruen ville i biffen. Og sådan blev det. Og den eneste film, jeg kunne finde på kino.dk, som jeg gad se, var den succesfulde Before Midnight af Richard Linklater. årets film er den allerede blevet udskreget til at være af danske anmeldere – i følge Politiken.

Og den er bestemt også værd at bruge et par timer på. For en ordens skyld skal jeg lige sige, at jeg ikke har set instruktørens to foregående film om parret Celine og Jesse, men tror også, det er ligegyldigt for filmoplevelsen.

Filmen udspiller sig på en græsk ø, hvor parret opholder sig med deres tre børn. Vi møder Jesse, da han er i lufthavnen for at sende sin søn med flyet hjem til moderen. Derefter stiger Jesse ind i familiens bil til Celine  og de to små piger, der sover trygt og godt på bagsædet.

Der er ikke ret meget handling i filmen. Det væsentlige foregår på dialogernes og samtalernes plan. Her kan filmen minde lidt om nogle af Woody Allens film, hvor filmenes drive også kommer fra en velsmurt dialogmaskine. Forskellen til Allen er måske, at denne er sjovere på sin egen new yorker-jødiske facon. Selv om der også er sjove scener hos Linclater.

Celine og Jesse er kommet i den alder – omkring de 40 – hvor der er børn på bagsædet, hvor den passionerede vilde ungdom er overstået og hvor hverdagens problemer med arbejde og kærlighedsliv for alvor trænger sig på som samtalestof. Og set fra et fugleperspektiv så er dialogerne mellem de to en lang samtale om forholdet mellem kønnene. En samtale, der både giver en nuanceret og spændende billede af lige netop den generation og dens problemer – men også rækker ud over generationsbundetheden og får sagt noget væsentligt om forskellene mellem mænd og kvinder. Og det siger vist ikke så lidt om dialogernes kvalitet og skuespillernes evne til at formidle dem, at man sidder tryllebundet i næste to timer og følger med de verbale udvekslinger af alt fra kærlighedserklæringer, brokkerier, fornuftsanalyser osv. Jo, manuskriptet tager alle points hjem i kraft af disse fine samtaler.

Jeg forstår godt, at anmelderne til hobe er faldet på halen over denne film. Den er usædvanlig i sin stille insisteren på det dramatiske stof, der ligger i en almindeligt parforholds kønsforhold. Her er ikke brug for udspenslede sexscener, action og smadrede biler eller overdreven computeranimation for at fastholde publikum i et jerngreb. Her er det ordet, der har magten. Hvilket er atypisk for moderne film.

Ethan Hawke og Julie Delpy spiller rollerne som Jesse og Celine med den størst mulige autenticitet. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at de faktisk var et par. Sådan er det, når jo, når skuespil virkelig fungerer. Hermed varmt anbefalet.