Drink to me only with thine eyes,
And I will pledge with mine;
Or leave a kiss within the cup
And I’ll not ask for wine.
The thirst that from the soul doth rise
Doth ask a drink divine;
But might I of Jove’s nectar sip,
I would not change for thine.
I sent thee late a rosy wreath,
Not so much honouring thee
As giving it a hope that there
It could not withered be;
But thou thereon didst only breathe,
And sent’st it back to me,
Since when it grows and smells, I swear,
Not of itself but thee!
Not so much honouring thee
As giving it a hope that there
It could not withered be;
But thou thereon didst only breathe,
And sent’st it back to me,
Since when it grows and smells, I swear,
Not of itself but thee!
Så dukkede den op igen i mit hoved. De indledende linjer: Drink to me only with thine eyes… Og melodien. Jeg tror nok, at det var en af de mange sange, jeg blev introduceret til i folkeskolens engelsktimer. Tilstrækkeligt mange gange til, at den satte sig fast derinde i den indre, usynlige jukebox.
Teksten har – har jeg læst mig til – rødder helt tilbage i det gamle Athen, og den er siden blevet en kær, gammel engelsk sang med tekst af Ben Johnson. Her er den i en majestætisk udgave med ingen ringere end Johnny Cash.
Sangen fascinerer åbenbart fortsat, for senest har den unge sangerinde Laura Wright indsunget den på sit album The Last Rose i en noget anden version.
Jeg foretrækker til enhver til Johnny Cashs…