I tresserne og et stykke ind i halvfjerdserne var det politisk korrekt at tro og håbe på, at beatmusikken kunne være med til at skabe en bedre verden. Siden har vi lært, at rocken/beatmusikken blev opslugt af den kapitalistiske kommercialisme i et omfang, der gjorde den ‘politiske’ musik til skamme. Så den rebelske rockmusik har givet os endnu et lærestykke i kapitalismens mageløse evne til på dialektisk facon at inkorporere sin modsætning og kritik – og gøre den til genstand for udbytning. Og erfaringen rejser spørgsmålet: Hvis vi vil forandre verden, hvis vi vil forhindre de økonomiske, klimatiske, politiske og kulturelle katastrofer, som den herskende kapitalistiske verdensorden med tydelighed bevæger sig hen imod, hvordan skal vi så tænke denne forandring? Er økologien en udvej? Er vindmøller og alternative energistrategier et brugbart værktøj? Er Fair Trade, dyrevelfærd, eldrevne biler og ‘bæredygtig’ teknologisk udvikling genveje til en bedre verden?

Den slovenske filosof Slavoj Zizek vil mene – og jeg med ham – at vi langt hen ad vejen er ofre for den form for kulturel kapitalisme, han kalder ‘velgørenhedskapitalisme’. I nedenstående tegnefilm argumenterer han brilant og overbevisende for, at vi langt hen ad vejen med vores egoistiske, velmenende forbrugerisme blot er med til at cementere årsagen til verdens elendighed – kapitalismen –  når vi fx køber et kop kaffe hos Starbucks, der med sin særlige kaffeetik (humanisme og miljøbevidste etik m.m.) er den kulturelle kapitalisme i dens reneste form.

Jeg kom til at tænke på denne formidable kritik, da jeg læste om singer-songwriter Fiona Apple, der for nylig har lavet en sang med tilhørende video for en mexikansk restaurantkæde. Apple, der er kendt som dyrerettighedsaktivist, viser med videoen, at hun bestemt har de politisk korrekte holdninger. Men igen – det er en illustration af den kulturelle kapitalisme eminente tilpasningsevne.