Da jeg var en purk og gik i Vestre skole, fik jeg at vide, at universet var uendeligt. Uden ende. Og straks satte det gang i den puerile fantasi. Jeg forestillede mig, at jeg rejste med et rumskib for at finde universets ende, der altså ikke fandtes. Men det var selvfølgelig ubegribeligt for en bette knægt. Der måtte være en ende, en væg. Problemet var blot, hvad der så gemte sig bag væggen, enden.
Med Big Bang og andre videnskabelige teorier er universet blevet mere kompleks, men ikke nødvendigvis mere forståelig. Tidens krumning, sorte huller osv. Der er nok til en hovedpine. Og nu kan man så læse, at astronomerne har fundet det store ingenting derude. Et stort “hul” på næsten en milliard lysår i tværsnit (tænk sig, at man kan måle ingenting!). Hullet er tomt, der er ikke engang “mørkt stof”.