Den med spænding imødesete koncert med New Yorker-bandet The Walkmen blev indledt med det fem mand store københavnerband Virgin Suicide, der over fem numre gav en demonstration i, hvordan man leverer en energisk og melodisk fængende omgang indierock med rødder i såvel tressergarage og britpop. Med den potentielle pigemagnet Martin Grønne i front på vokal og guitar overbeviste Virgin Suicide om, at det tilhører den store talentmasse i ny dansk rock – og om, at vi nok skal få mere ta høre fra dem på scenerne og på plade (de har udgivet en ep).

Med deres smittende indierock gav Virgin Suicide også vellykket optakt og kontrast til The Walkmens umiskendelige metropolrock. Efter en nonchalant og nærmest skødeløs entré kastede den flamboyante frontfigur, sangeren og guitaristen Hamilton Leithauser sig ud i det indlende nummer fra bandets seneste album Heaven, den balladeagtige “We can’t be beat”.  Og det blev hurtigt klart for denne lytter, at Leithauser, der med sin sorte jakke og sorte bukser nærmest lignede en bankassistent på afveje,  var den indiskutable midtpunkt for koncerten. Med en koncentration, der kunne ligne utilnærmelighed, og indestængt lidenskabelighed førte Leithauser os gennem en række af bandets bedste sange i et intenst sæt, der uden svinkeærinder eller pauser varede en god times tid, inklusive to ekstranumre.

Men selv om Leithauser stjal billedet, så ville hans optræden ikke have været noget uden den solide opbakning han fik fra de øvrige medlemmer. Den stoiske bassist Walter Martin, der let tilbagetrukket ved trommerne lod sin markante, pulserende bas lægge en vigtig dimension i rytmebunden. Den lille hyperenergiske trommeslager Matt Barrick, der var selve dynamoen i den frenetiske omgang storbyrock, vi fik serveret. Leadguitaristen Paul Maroon, der med sit støjende guitarspil var med til at trække tråde tilbage til Velvet Undergrounds hvide lyd og støjen fra tressergaragerocken, men som også gav eksempler på stille, forfinet spil. Og den diskrete rytmeguitarist og keyboardspiller  Pete Bauer, der næsten selvudslettende satte sit mærk- og hørbare præg på The Walkmens musikalske output.

Om The Walkmen er verdens bedste rockband, det kan vi diskutere herfra og til verdens ende. Men det står ikke til diskussion, at bandet gav en af de mindeværdige koncerter i 2013 i går aftes på århusianske Voxhall. Med en overvægt af energiske og frenetiske storbyrocksange gav The Walkmen de fremmødte publikummer et lærestykke i, hvordan man spiller moderne metropolrock. Hamilton Leithauser gav sig 100% og måtte til sidst smide jakken i den sommerlune koncertsal – og lod mig i tvivl om, hvorvidt der var mere stemme og energi til de obligatoriske ekstranumre. Men det blev dog til to ekstranumre.

Som Leithauser et par gange gjorde os opmærksom på, så kom The Walkmen langvejs fra for at give denne ene koncert i Danmark i denne omgang. Og århusianerne burde være taknemmelige for at have fået lejlighed til at opleve dette ærke-storbyband en højt professionelt, tæt, inciterende koncert, der kun kunne give appetit efter mere.  Selv om jeg ikke kan huske playlisten i detaljer, så kom Walkmen godt rundt i repertoiret – fra energibomben “The Rat” og frem til de nyeste sange, og bandet overbevist os om, at der må være meget mere at forvente af det godt og vel ti år gamle band.

Tak til Voxhall, fordi de gjorde det muligt. Håber, det vil lykkes en anden gang igen.