I 2004 kom The Walkmens andet album Bows and Arrows, der betød et markant kritikergennembrud for gruppen. Et par af sangene – “Little House of Savages” og “What’s in It for Me” – blev brugt i en ungdomstv-serie, en af tidens indikatorer for, at en kunstner eller et band for alvor er på vej ud af undergrunden. 

Hvor debutpladen var lidt løs i strukturen – sådan som debutplader ofte er – så er udtrykket mere kohærent og stramt på toeren. Og der er kommet mere rockkant på, fx i den buldrende, huggende  “The Rat”, hvor forsanger Leithausers stemme folder sig ud i desparat skønhed. Men ellers holder Walkmen fast i deres post-punk-æstetik med skønne, støjende lydbilleder og vekslen mellem underskønne ballader og ligefremme rocknumre. Et eller andet sted minder Walkmen mig om The Strokes. Men hvor Strokes er minimalister, der holder sig til de rene, enkle rockudtryk, så dyrker Walkmen metropolrockens post-velvet-underground-støjæstetik. Walkmen er Strokes’ lillebroder, der til forskel for storebroder dyrker metropolernes dissonante, modsætningsfyldte, skæve lydunivers . Det bliver spændende at opleve, hvordan bandet omsætter sådan noget til en dansk scene.