For 40 år siden i dagene omkring d. 26. august 1973 indspillede Neil Young det mørke, sagnomspundne album Tonight’s the Night. I månederne op til indspilningen havde Young mistet to af sine nære medarbejdere og venner. Guitaristen fra Crazy Horse, Danny Whitten, og roadien Bruce Berry. Begge fandt døden i en narkooverdosis. Pladen, der først udkom i 1975, er – med rette – blevet opfattet som et stykke sorgarbejde. Det er da også en af de mørkeste plader i rockens historie. I sit umiddelbare og rå udtryk gennemsyres albummet af en stemning af tab og desperation. Musikken er – som fotos på  det solide papcover, der omgav vinyllp’en – holdt i sorte og grå nuancer. Hvis der er noget optimistisk eller håbefuldt på pladen, så er det paradoksalt nok i den mørke forstemthed, der præger den. Som en mørk meditation over død, elendighed, stofmisbrug osv. er det også en plade, der på sin vis er et postskript til the summer of love og hippieismen. Her dør hippietidens drømme i en buldrende rock’n roll, der ikke er ‘metal machine music’, som denne blogs mesterkritiker Robert Christgau understregede i sin guide i Youngs værker. 

Pladen blev vel modtaget af kritikken, solgte pænt og har siden den udkom været en af mine yndlingsplader med Neil Young. En af de plader, der kommer tættest på sjælen i rock’n roll.