Dette krav lever Lysår op til med sit nye album Frontfigur på orlov.

Bag bandnavnet Lysår gemmer sig sangskriver, sanger og guitarist Thomas Ulrik Larsen og en hoben kompetente musikere.

I 2009 udsendte Lysår pladen Spåndigter, og nu kommer så Frontfigur på orlov. En plade, der på smukkeste vis skriver sig ind i den eksklusive, fornemme lille tradition, vi har for velartikuleret dansksproget rock. Talen falder altid på C. V. Jørgensen, Steffen Brandt, Allan Olsen m.fl., når vi snakker om dansksproget rock. Men selv om der er en vis genkendelighed i Lysårs danske sprogtone og fraseringer, så lader Lysår sig ikke bare indordne som en klon af de førende tekstskrivere – uden at være lysår fra dem.  Lysår har dog det tilfælles med de nævnte – og fx med Shubidua – at sprogbevidstheden er høj og lysten og evnen til at lege med faste vendinger, ord og talemåder er stedse til stede. Helt ud i albumtitlen mærker man den sproglige kløe. For hvad betyder Frontfigur på orlov? Er det bandmedlemmet, der går solo og tager en slapper? Gæt selv med.

Og de sproglige lege og drillerier gennemsyrer de ialt 11 sange på pladen. Og det begynder med sangen “Stills i Nashville”, der er en sang om et forlist (?) forhold, der stadigvæk fylder i jegets bevidsthed, selv om han er et ganske andet sted:

Ja, “ude er snot men hjemme er pest”.  Ja, sådan er det, når man ikke helt er i sync med sin livssituation. Sangen afleveres som melodiøs rock, der ekkoer af de sidste 3-4 fire årtiers rock og rul. Ikke mindst halvfjerdsernes fornemmelse for at opbygge sange som episke forløb med rytmisk drive og flotte guitarer. Der er elementer af folkrock, country og meget andet fra rockens store opskriftssamling. men det er stykket sammen, så det virker som en sammenhængende enhed af moderne voksenrock.

Sang nr. to er “Er det for tidligt”, der handler om den svære kunst at komme videre efter et endt forhold. Og det opsamles fint i strofen:

Man genkender fornemmelsen af at være ude af sig selv, forvirret og spaltet mellem den tyngende fortid og den appetittelige, pirrende fremtid. Forårskåd og styrtetræt – en næsten umuligt emotionel disposition, som ikke desto mindre opleves sådan.

I den heftige rocker “DDR” bliver fyren mentalt og fysisk okkuperet af pigen, der er som “STASI i kjole”. Pigebarnet, der i sin (misforståede?) kærlighed til fyren kontrollerer hans bevægelser i stort og småt – og lader jalousiens sindsyge dominere forholdet. “Det er en tilstand af kronisk præmenstruation”. En tilstand af generaliseret PMS – uha, uha.

Den basunkrydrede ballade  “En åben bog” er en sang om og til hende den ambitiøse lille perfektionist, der som en trykkoger og har ‘brug for en åben bog’, som det hedder.

Tematisk kredser teksterne, som allerede antydet, om det nære. Om kvinden, om forholdet, om barnet  osv. Og gør det, som det forhåbentlig allerede er dokumenteret, i et sprog, der gerne leger med talemåder og kendte ord, men gør det med små indgreb og twists, der aftvinger ordene og sætningerne lidt ny betydning. Sådan som det sig hør og bør i god dansksproget pop og rock.

Det er et album, der især i kraft af teksterne, skiller sig ud fra strømmen af mainstreampop og kandiderer til at blive et af de album, der fremover bør fungere som målestok for, hvordan dansksproget rock kan og bør fungere. Frontfigur på orlov er en af mine 2013-favoritter. Hermed varmt anbefalet.