For nylig måtte Enhedslisten sluge en tilbagegang i meningsmålingerne. Og et medie gav partiet skylden for den røde bloks samlede tilbagegang.
Nu er der ikke nogen rød blok. Det eneste parti, der med nogen ret kan kalde sig rødt – forstået som et parti, der vedkender sig socialisme som et mål – er Enhedslisten. Den siddende regering er blå – borgerlig. Med Helle Thorning Schmidt i spidsen for Socialdemokraterne har det gamle arbejderparti gennemført den reformistiske kurs, partiet begyndte i starten af forrige århundrede, da  det lagde afstand til marxismen som ideologisk fundament. Man har søgt mod “midten” i dansk politik og har villet være et parti for hele folket. Med den konsekvens, at man er blevet blå, fordi den politiske midte altid har været blå – og er blevet den herskende klasses parti. Selv om det ikke helt er gået op for kapitalejere og arbejdsgivere, så er det faktisk det, der er sket.
Og i bevægelsen ned i midtens blå gryde har regeringen Schmidt fået følge af det i forvejen følgagtige borgerlige Radikale Venstre – og af Socialistisk Folkeparti, der for længst burde have slette “socialistisk” af sit navn, måske også “folkeparti”. Engang blev SF betragtet som et alt for følgagtigt ‘halehæng’ til Socialdemokratiet. I dag har flere af partiets førende ministre og ledere for længst overhalet socialdemokraterne højreindenom …
Ude til venstre står det sammenrend, vi kalder Enhedslisten, som eneste repræsentant for en politik, der skulle kunne være et alternativ til den førte borgerlige politik. Men – hånden på hjertet i venstre side – hvor troværdigt et alternativ udgør Enhedslisten? Kan vi almindelige borgere, der ønsker en anden samfundsindretning end den eksisterende, sætte vores lid til, at de vil kunne ændre noget som helst?
Selv om jeg har stor sympati for Enhedslistens folk, så mener jeg, at vi her halvvejs gennem regeringsperioden må begynde at stille den slags ubehagelig spørgsmål. Det nytter ikke noget bare at synke tilbage i forvisningen om, at bare vi sætter vores kryds langt nok ude til venstre, så vil tingene ske.
Når jeg finder anledning til at lufte min tvivl, så er det, fordi Enhedslistens frontfigur Johanne Schmidt Nielsen i Ugebrevet A4 igen lufter truslen om, at Enhedslisten måske ikke vil sikre regeringens forestående finanslov (og dermed vælte regeringen). Det er som antydet ikke første gang en sådan mere eller mindre eksplicit trussel er blevet luftet af Nielsen. Men spørgsmålet er, om der er tale om andet en teatertorden, skyggeboksning eller råben ‘Ulven kommer!’. Hvor meget er der kommet ud af de foregående forsøg på at presse regeringen i forbindelse med finanslovsforhandlingerne? Efter min mening er det yderst begrænset. Situationen for de ledige kan ikke siges at være væsentlig forbedret. Tværtimod tegner alt på, at i omegnen af 30.000 ledige vil miste dagpengeretten og ryge ned på bistandshjælpen – med de konsekvenser, det har for dem og deres nærmeste. Selv om Enhedslisten – indrømmet – har fået nogle mindre ting igennem, så er det at sammenligne med Hansa-plaster til afrevne lemmer. For at stemme for en finanslov vil EL stille krav vedr. beskæftigelsen, social genopretning og ‘styrkelse af det grønne område’. Fint nok, men det er ganske ukonkret – og lægger derfor udspillet over i regeringens skød. Og man må så forvente, at samme regering vil komme med udspil, der formelt vil imødekomme kravene, men stadigvæk holde sig inden for regeringens økonomisk politik osv. Sagt på en anden måde: Regeringen vil – som den tidligere har gjort – spise EL af med smuler fra de riges bord.
Skal EL i stedet vælte regeringen, vil læseren måske spørge. Og dermed bane vejen for endnu en omgang VKO?
Det er egentlig slet ikke denne enten-eller-diskussion, jeg vil ind på. For det er netop en diskussion, der bekræfter hele den måde, der føres politik på i den herskende konjunktur. Nej, det jeg forestiller mig – ja opfordrer til – er, at EL træder mere i karakter som det socialistiske parti, det angiveligt er. At man tager bladet fra munden og siger, at man ønsker sig en anden, socialistisk samfundsudvikling og -indretning – og begynder at formulere sine krav ud fra det udgangspunkt. Vi lever i en tid, hvor den kapitalistiske økonomi er i dyb krise – så dyb, at ingen vel med rette kan vurdere, om eller hvornår krisen er ovre – og hvor klimaet og vores eksistensgrundlag er truet, fordi der er forurenet og drevet rovdrift på naturen. Der er brug for socialistisk politik i den betydning, at krav og forslag skal pege ud over den herskende samfundsorden. Fx i retning af en mere ligelig og retfærdig fordeling af de værdier, der skabes i produktionen, større demokratisk indflydelse til borgerne, produktionsformer, der ikke undergraver vores eksistensgrundlag gennem forurening og hæmningsløs forbrug af ressourcer. Og så videre.
Rummer Enhedslisten et reelt alternativ til det vi kender fra politiken? Eller er partiet endnu et, der vil bevæge sig mod midten og blive blåt…
@hugin: Ja, kampen om miljøet og ressourcerne er i fuld gang. Og det er en del af krisen – kapitalismens brutale udnyttelse af naturen. Og du har ret i, at udsigterne ikke ser gode ud. Det er som om mange er tilfreds med at trampe videre af det spor, vi har trampet i i Ã¥rtier. Men mÃ¥ske har det økonomiske og politiske system nÃ¥et en smertegrænse i denne globale krise. Noget tyder i hvert fald pÃ¥, at den begærede “vækst” udebliver, og klimaet har det ikke for godt. Nedsmeltningen ved polerne gÃ¥r langt hurtigere end nogen politker har ville sande. Osv. Tiden arbejder for en radikal omstilling. Men vi mÃ¥ være tÃ¥lmodige.
Capac det tror jeg ikke vi kan blive så forfærdelig uenige om, som jeg ser det bliver det en kamp om resurser, og den er allerede godt I gang med Kina som opkøbe bla. i Afrika og hvor de kan, eks. Grønland, og så den vestlige verden med USA I spidsen.
Hvis det ikke skal ende I totalt ragnarok, så bliver vi nødt til på verdensplan at indføre en kvoteordning med hensyn til hvor mange resurser vi hver især kan få lov til at bruge, og dermed en total forandring af det økonomiske og politiske system.
Når jeg så tænker lidt mere over det så syntes jeg ikke udsigterne ser så lyse ud, vi kan ikke engang få den Danske befolkning til at fatte en skid, eller I alle tilfælde langt hovedparten, de tror jo stadigvæk man kan fortsætte som om ingenting var hændt.
Mantraet på borgen er jo vækst vækst vækst og folk køber det jo desværre:-(
@hugin: Erfaringerne med Enhedslisten som parlamentarisk grundlag for den siddende regering er en fortælling om, hvor svært – ja mÃ¥ske endda umuligt – det er at føre en socialistisk, samfundsforandrende politik indeÅ„ for rammerne af det eksisterende, borgerligt demokratiske system. Selv om EL fÃ¥r nogle indrømmelser igennem – indrømmet – sÃ¥ er det ikke noget, der grundlæggende sætter spørgsmÃ¥lstegn ved den førte økonomiske politik eller politikken i det hele taget. Og dermed er EL med til at cementere systemt. De bliver systembevarende.
Ja det burde jo være rimelig logisk , selv for de burhøns vi har sat på ting at man ikke kan fortsætte med evig ekspansion I et lukket system ( resurser) men det er vel også derfor vi ser hestene bides.
Jeg læste her til morgen om Johannes store tiltro til Gini-koefficienten. Vi kommer sikkert til at se Corydon fremføre at Danmark allerede ligger i top (Gini-indexet) imens man vrider armen om pÃ¥ Mette Frederiksen, sænker skatten – og i samme Ã¥ndedrag beklager at der ikke bliver rÃ¥d til velfærd fremover, hvis vi ikke sænker skatten. Velvidende at nÃ¥r vi sænker skatten, er der naturligvis mindre rÃ¥d til velfærd o.s.v., o.s.v.
God weekend til dig og dine.
@Gowings: Ja, en anden interessant ting ved den politiske konjunktur, er degenereringen af sproget. Der udvikler sig et særligt vokabular af ord, der er underligt menings-løse. Fx Corydons snak om ‘konkurrencestaten’! Hvad er det andet end et forsøg pÃ¥ at sige, at staten skal agere som en privatkapitalistisk virksomhed. Eller begrebet ‘velfærd’, der er gÃ¥et fra at betegne et samfund med et ‘socialt sikkerhedsnet’, som man sagde i gamle dage, hvor de svage blev samlet op og sikredes et fair eksistensgrundlag – og til et indholdstomt begreb, der bruges som argument for nedskæringer og besparelse, der netop gør hullerne i sikkerhedsnettet større og større og i sidste instans helt fjerner sikkerhedsnettet ( = velfærden). – OgsÃ¥ god weekend til jer.
Jeg orker ikke kommentere, men jeg deler din skepsis. Et eller andet sted er det en manglende troværdighed der gennemsyrer det hele – efter min mening. Troværdigheden findes over hele spektret, men den er ikke enerÃ¥dende – desværre.
@Gowings: Ja, og fraværet af troværdighed – fra højre over midten og ud pÃ¥ venstre fløj – er et tegn pÃ¥, at der er noget fundamentalt galt ved den mÃ¥de, folkestyret fungerer pÃ¥. Den er helt gal med repræsentativiteten. Hvor politikerne ideelt set skulle føre politik, der afspejlede vælgernes interesser, sÃ¥ er de over en bank (ogsÃ¥ Enhedslisten…) blevet systemadministratorer. Selv ELs politik formÃ¥r ikke for alvor at sætte spørgsmÃ¥lstegn ved den mÃ¥de, der føres politik pÃ¥, eller ved det økonomiske og politiske system, vi er underlagt. Efter min mening.