Så er den gal igen. Jeg sidder ved computeren og arbejder, da jeg pludselig hører en lille hund hyle vildt uden for mit vindue. Jeg kigger ud gennem persiennen og ser en granvoksen mand slæbe af sted med en bullterrier – uden snor og uden halsbånd – medens han skælder ud på dyret. Et stykke derfra genkender jeg en ældre dame fra nabolaget. Hun står med snor og halsbånd – men uden sin lille hund. Hun ser helt fortabt ud. Da jeg ved, at hun er meget dårligt gående, skynder jeg mig at tage regnjakke på og løbe hende til undsætning. Hendes lille terrier har taget flugten. Og den er ude af syne.
Da jeg ved, hvor hun og hunden bor, går jeg i den retning, idet jeg antager, at han nok søger hjem, når den første forskrækkelse har lagt sig. Og ganske rigtigt løber han, stadigvæk skræmt, omkring foran deres indgangsdør.
Episoden ender heldigvis godt. Den lille hund bliver genforenet med sin stærkt chokerede ejerinde.
Det kunne være gået helt galt. Hvis ikke ejeren af bull terrieren tilfældigvis nåede at få fat i sin hund, kunne den lille hund være blevet skambidt, ja, bidt ihjel. Ejeren undskylder sig med, at han ikke vidste, at hoveddøren stod på klem, så hunden kunne smutte ud og overfalde den lille terrier. Undskyldningen holder ikke vand. Hvis man ikke har 100% styr på sin hund, skal den være i snor. Sådan er loven.
Nu er det anden gang jeg oplever, at en ejer af en bull terrier ikke har kontrol over sin hund og den situation, der opstår. Sidst var det min egen hund, det gik ud over.
Er disse to episoder tilfældige? En kort søgning på “kamphunde” afslører, at der er tale om en større (voksende?) problem. Hvad kan der gøres ved problemet? Lovgivningen omkring hunde er jo klar nok.
Efterskrift: Historien endte alligevel ikke helt så godt som først antaget. Det viste sig, at den lille hund måtte en tur til dyrlægen, der kunne konstatere, at kræet var blevet bidt til blods på ryggen, maven og i lysken. En større dyrlægeregning og medicinering som følge.