Per Vium gør opmærksom på, at det i dag er 47 år siden Revolver-abummet udkom. Jeg har skrevet om det før – i forbindelse med 45-året blandt andet – men pladen fortjener at blive husket på dagen.

Som Torben Bille engang gjorde opmærksom på, så signalerer Klaus Voormans kollage-tegning på omslaget, at de fire Liverpool-drenge med Revolver var på vej et sted hen – musikalsk og på anden måde – som de nok havde lige så lidt en fornemmelse af som os andre dødelige musikelskere. Kollagen signalerer – ikke mindst her i bagklogskabens kølige lys – hippiisme, psykedelia, leg og eksperimenter. Og med båndsløjfer, baglænsafspillede instrumenter (guitar), forvrængede stemmer (den berygtede snurrende Leslie-højtaler), indiske instrumenter (ikke mindst sitaren, som George jo forelskede sig i), lydeffekter og meget mere var Revolver en strømpil og foregribelse af de kunstneriske avancementer, som de kommende år ville føre med sig.

Gruppens tidstypiske eksperimenteren med diverse euforiserende stoffer har uden tvivl, sammen med den tids musikalske drejning mod syre- og psykedelia, sat sig spor i Beatles musik. Og også teksterne har mistet noget af den oprindelige uskyldighed – blandt andet fordi en vis hr. Bob Dylan havde sat nye standarder for, hvordan rocktekster skulle være. Men lyttet her på 47 års afstand, så er det stadigvæk til at høre, at der under de eksperimenterende lydbilleder og bag de reflekterende og kritiske tekster gemmer sig fjorten langtidsholdbaree Lennon-McCartney-Harrison-sange, hvor der som oftest hos Beatles er livsfavnende plads både til det barnlige (Yellow Submarine), den uopslidelige kærlighed og det samfundskritiske (Taxman).