Det skorter ikke på smånyheder, der af medierne udlægges som tegn eller indikatorer på, at krisen – den globale økonomiske krise – nok er ved at fortage sig. Ledigheden falder lidt hist og her. Forbrugerne bruger købekortet lidt mere end for et år siden osv. Priserne på ejerboliger stiger lidt nogle steder osv. Vi kender disse små pip. Men hvordan ser det egentlig ud i det store perspektiv? Har vi nået krisens klimaks? Er vi på vej mod ‘normale’ tider igen?

I går var en af dagens nyheder, at Danmarks største bank Danske Bank ville have regeringen til at forbyde de såkaldte F1 lån. Men hverken regeringen (repræsenteret ved SF’eren Annette Vilhelmsen) eller i bankverdenen ønskede en politisk regulering. I mange af kommentarerne til Danske Banks udspil lå der mellem linjerne et budskab om, at finansverdenen selv måtte regulere sig. Og det til trods for, at Danske Banks ledende direktør advarede om, at F1-lånene rummede en stor risiko for den danske økonomi.

Hvorfor gør F1-lånene det? F1-lånene – også kaldet rentetilpasningslån fungerer på den måde, at låntagerne får fastlagt deres rente et år frem ad gangen. Det vil sige, de kender den rente de skal betale i et år. Derefter ændres den – op eller ned. Risikoen ligger i, at en markant stigning i renten kan medføre, at mange ejere af privat ejendom måske ikke kan betale deres afdrag – med de følger det får i form af et boligmarked, der oversvømmes af huse og ejerlejligheder til salg, tvangsauktioner osv. Og det skal ses i lyset af, at langt de fleste ejere har F1-lån.

I går kunne man også på Danmarks Radios tv se Curt Hansons film Too big to fail, der fortæller historien om den finansielle krise, herunder finansfirmaet Lehmann Brothers’ sammenbrud. Filmen bygger på en bog af Andrew Sorkin og fortæller historien set fra spidserne i Wall Street og de ansvarlige politikere i den amerikanske centraladministration. Og et central element i filmens beskrivelse af krisens udvikling er lige netop finansvæsenets håndtering af lån til boligejere. Samme problematik som den, der ligger i debatten pro et contra F1-lån. Hvad sker der, når boligejerne ikke længere kan betale deres afdrag, når banker og kreditfirmaer ikke længere han indkradse deres tilgodehavender osv? Når bankernes fælles forsikringsfirma heller ikke kan følge med? Osv.

Filmen giver en ganske sobert og overbevisende billede af, hvordan de involverede personer tænkede og handlede. Men den giver også et meget forstemmende billede af et politisk system, der ikke formår at regulere finanssektoren for alvor. Og man sidder tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at de problemer, der udløste den aktuelle krise, overhovedet ikke er løst. Tværtimod. Alt er ved det gamle. Og nye kriser lurer i horisonten.

Er krisen ved at være ovre? Hm. Jeg er enig med den amerikanske geograf og marxist David Harvey i, at svaret på det spørgsmål i høj grad afhænger af, hvordan man forsøger at forklare krisen. Harvey gør det, at han forklarer den aktuelle krise som et foreløbigt resultat af kapitalismens grundlæggende krise – modsætningsforholdene i kapitalakkumulationen. Set fra den vinkel er den aktuelle krise blot et foreløbigt udslag af en kronisk krise, der også fremover vil få katastofale konsekvenser for de samfund, vi lever i.