Dengang var i starten af 1970’erne. Jeg tror allerførste gang, jeg hørte navnet og stemmen, var, da Jørgen (de) Mylius spillede hendes og Tears album Sweet Thing i radioen. I 1973.

Det gjorde ikke det store indtryk, men i løbet af det efterfølgende årstid oplevede jeg Anne Linnet sammen med Chit & Chanel, og det var en helt anden sag. En pigebeatgruppe. Havde man kendt mage?! Og de kunne både spille og lave popiørefaldende sange.

Jeg fulgte troskyldigt Shit & Chanel hele vejen og købte alle deres plader, som endnu står på vinylhylden (med det rigtige navn Shit & Chanel – og kke det, bandet blev nødt til at påtage sig, Shit & Chalou, fordi parfumefirmaet ville beskytte sit navn…). Og jeg fulgte med, da Linnet dannede Anne Linnet Band med Lis Sørensen og Sanne Salomonsen. Jeg købte dog ikke de plader, og det var ved det projekt, min og Linnets veje skiltes. Selv om hun siden hen har lavet mange fine ting som solist og fx som medlem af Marquis de Sade, så tabte jeg lidt interessen. Og hvornår har Linnet sidst udsendt en plade, der virkelig var værd at lytte til? For mit vedkommende skete det, da pladerne Jeg er jo lige her og Min sang kom sidst i firserne. Siden har jeg ikke hørt noget fra hendes hånd, der kunne bevæge mig.

Jeg ved godt, at det kan forekomme lidt politisk ukorrekt at skrive sådan på fødselsdagen. Og måske har jeg ikke givet Linnet chancer nok i årene siden hen?  Men sådan er det, og jeg synes også det er lidt ærgerligt, at Anne Linnet ikke har været mere dominerende på musikfronten siden dengang – når vi lige ser bort fra al ståhejen om X-Factor og lignende redundante ting. For vi har at gøre med en af de få markante kvindelige pop- og rockkomponister i Danmark. Når hun er bedst, kan hun sagtens matche mange af sine mandlige kolleger. Men jeg synes blot ikke, at det er sket siden dengang.