Medens jeg skrev mit erindringsfragment om John Cales koncert på Gellerupscenen den 9. november 1974 (eller 75, jeg er ikke helt sikker) kunne jeg se det omtalte udklip fra Brabrand Boligforenings medlemsblad for mig. Et sort-hvidt billede af John Cale, der står med sin viola bag et sprosset vindue, lidt mut, indadvendt. Efterfulgt af en spalte med informationer og Cale og hans aktuelle projekt. Signeret “Benny”.
Tilfældet (?) ville, at jeg så i går stod og bladrede i nogle bøger om musik – blandt andet det tidlige omtalte værk Der gror aldrig mos på en rullesten – og ud falder selv samme udklip og et andet fra dagbladet Information med en anmeldelse af Cales koncert den 1. November på det ganske nye koncertsted Saltlageret (på Gl. Kongevej i København), som nogle dage forinden var blevet indviet af Gasolin. Sammen med avisens anmeldelse lå et lille foto af den bemaskede og bebrillede Cale, om hvem anmelderen – Jørgen Siegumfelt – skrev: “Kl ca. halvtolv lørdag aften gjorde han sin entre iført forrevet khaki-dress – og hovedet maskeret bag et hvidt, løst hængende finmasket net.. bag hvilket man anede et par store motorbriller og et kranium indhyllet i sort klæde!”. Anmelderen er positiv, og musikken, der sammenlignes med Lou Reeds enkle rock-musik, omtales som “sej og medrivende” og “stærk og vital musik”.

Darkness warmer than a bedroom floor
Want someone to hold me close forever more
I’m a sleeping dog, but you can’t tell
When I’m on the prowl you’d better run like hell
You know it makes sense, don’t even think about it
Life and death are just things you do when you’re bored
Say fear’s a man’s best friend
You add it up it brings you down

Opdatering: En Cale-fan har lavet en oversigt over Cales koncerter gennem tiden og i følge den var det 11/09/75, Cale med Band besøgte Gellerup Scenen.