Længe før nogen som helst havde tænkt på Joan Ørting, ja, længe før nogen talte om Inge & Sten Hegeler, huserede William H. Master og Virginia E. Johnson i USA med deres forskning udi den menneskelige seksualitets natur.

I de amerikanske medier kan man i disse dage læse nekrologer over Virginia E. Johnson, der der døde i onsdags i en alder af 88 år. Johnson var uddannet gynækolog i St. Louis, da hun blev forskningsassistent (og senere hustru) for Masters. Sammen fortsatte de en forskning i seksuallivets fysiologi, som Kinsey årtierne før havde grundlagt. Men Masters og Johnson brugte helt andre ‘moderne’ videnskabelige metoder. Hvor Kinsey især kastede lys over seksuallivet gennem kvalitative interviews med mænd og kvinder, hentede Masters og Johnson personerne ind i laboratorierne og iagttog, hvad der sket uder i de seksuelle handlinger. Datidens svar på det, vi i dag betegner som ‘evidensforskning’. Empiriske studier i felten.

Forskningen resulterede i en række værker, som fx “Human sexual response”, “Human sexual inadequacy” og “The pleasure bond: a new look at sexuality and commitment”, bøger, der alle vakte stor opsigt og mødte massiv moralsk fordømmelse, fordi de gennem solid oplysningsarbejde gjorde op med vrangforestillinger og myter om seksuallivet. Fx myten om, at mennesker holder op med at dyrke sex, når de bliver ældre eller myten om, at penis’ størrelse eraltgørende for kvinders seksuelle nydelse. Blot for at nævne et par stykker, der stadigvæk cirkulerer (i sidste uges udgave af Weekendavisen måtte Leonora Christine Skov tage endnu en holmggang med den første myte i en boganmeldelse).

Men Masters og Johnson hold sig ikke kun til den videnskabelige udforskning og beskrivelse af de seksuelle fysiologi, men iværksatte også fysiologisk baseret terapi til behandling af almindelige lidelser som impotens, for tidlig sædafgang, udeblivende orgasme osv.

Og med deres pionerarbejde lagde Masters, Johnson og forgængeren Kinsey grunden for hele det sexologiske felt, der siden har floreret over den vestlige verden og har resulteret i diverse selvhjælpsbøger, bladbrevkasser osv. Uden dem, ville nok aldrig have fået Inge og Sten Hegelers seksualoplysning eller Joan Ørtings kændisudgave af samme. Hvil i fred Virginia.