Kender du det? At der er et stykke musik eller en sang, man får et skævt forhold til – med det samme eller efter et stykke tid? For kort tid siden blev jeg bedt om at nævne mit favoritalbum med k d lang, min favoritsang og den plade, jeg brød mig mindst om. En af disse lege, som jeg egentlig har det svært med. Men jeg gjorde det og meldte pas over for langs plade Ingenue, fordi den indeholdt sangen “Constant Craving”. Som jeg altså har fået et anstreng forhold til. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, men jeg tror, det hænger sammen med, at lige netop denne sang er et af hendes største hits og derfor er blevet spillet rigtig meget i radioen osv. Jeg kan godt få hits på tværs i mit univers.

Men så var det jeg tænkte, at det ville være en god idé at give denme sang – og lignende sange – en ny chance i en ny serie her i bloggen. Og ved et genhør fremstår den da også som en fin sang – skrevet af lang selv i samarbejde med Ben Mink. Lang synger – som altid – med sin rene, passionerede stemme, som jeg slet ikke kan stå for. Arrangementet er måske en anelse for pænt og smagfuldt, men korrektheden opvejes af den vidunderlige indledende harmonika og de flotte vokalharmonier, der smukt væver sig omkring lang. Og teksten? En vemodig sang om det evige begær, der driver os mennesker.

Det er måske ikke langs finest hour, men det er bestemt en flot sang, der helt fortjent blev et hit for hende.