Bonnie Raitt som hovednavn ved Aarhus Jazzfestival? Hm. Jeg undrede mig, da jeg så det. Og blev mindet om min undren, da jeg på en lun sommerlørdagaften stod udenfor ved bassinet foran Musikhuset, hvor en stor plakat af Bonnie Raitt kundgjorde, at hun var en del af jazzfestivalen.

Men forklaringen må selvfølgelig være, at Bonnie Raitt lige som mange af jazzens udøvere har rod i jazzens og rockens fælles vækstlag: the blues. Det var her det hele begyndte for den unge Bonnie for over fyrre år siden. Og den røde tråd blev helt tydelig, da hun som det første  ekstranummer gik tilbage til sin eponyne debutalbum fra 1971 og leverede en loyal udgave af bluesmusikeren Sippie Wallaces “Mighty Tight Woman”.

Bluesen var også tilstede resten af aften. Mest som en hørbar understrøm til de mange, smukke ballader, som Raitt fremført, og når hun greb til slideguitaren og rockede derudaf.

Hovedvægten var ellers på Raitts seneste, angiveligt succesfulde, album Slipstream fra 2012, med afstikkere til især det kommercielle hovedværk Nick of Time (1989) og efterfølgeren Luck of the Draw (1991). Med obligatoriske, men også overbevisende versioner af hendes største hits “Something to talk about” og “I can’t make you love me” fra samme periode. Og her kommer et lille forbehold ind fra mig. Jeg kunne godt have tænkt mig, at Raitt havde dristet sig til at vælge et par af de mindre kendte sange, gerne fra hendes tidlige og ikke så kendte rootsorienterede periode. Men det er nok en lidt urimelig anke fra en, der holder alt for meget af den unge bluesglade Raitt, der med sin slideguitar viste mændene, at heller ikke på dette felt var de nødvendigvis de bedste.

Ellers fik man, hvad man kunne forvente. En koncert, der i høj grad havde lyden af halvfjerdsernes amerikanske vestkyst i sig. Den musik, der dengang dominerede FM-båndet og blev lydsporet til en store generation af nu grånede unge mennesker. Mig selv inklusive. Fremført med en professionalisme, som er garant for succes.

Det slog mig, at godt nok var Bonnie Raitt hovedpersonen, kapelmesteren og det snakkesalige midtpunkt for koncerten, men ellers var det i allerhøjeste grad en bandkoncert. Ikke bare fremhævede Raitt – og med god grund – sine bandmedlemmer og -kammerater i flere omgange, men de garvede musikere – guitaristen George Marinelli, bassisten James Hutchinson, trommeslageren (?) og tangentspilleren Mike Finnegang – der alle har været med i årtier og har spillet med alle de store navne fra Crosby, Stills, Nash and Youg til Jimi Hendrix ikke bare udfyldte deres pladser, men satte deres egne markante aftryk på musikken. Især Finnegan, der fik lov til at udfolde sig – også vokalt – et heftigt bluesstykke. Jo, man forstod, hvorfor Raitt, som hun formulerede det, ‘elskede sine drenge’.

Som jeg hørte koncerten, så var der en lille overvægt af balladerne og de stille, emotionelt intense sange, der står så godt til den lille rødhårede dames specielle stemme. Og det passede sådan set perfekt til en varm aften i den jyske hovedstad.

Samlet set var det en koncert, der levede op til de forventninger og forestillinger, man kunne have dannet sig ud fra Raitts plader. Et topprofessionelt show med en dame, der har været på banen i over fyrre år – og stadigvæk har noget at byde på rent musikalsk. Hun må gerne – snart – komme igen.

Og så skal jeg lige nævne, at koncerten blev indledt af Sko og Torp, der ikke alene høstede roser fra Raitt, men også veloplagt demonstrerede, at de stadigvæk kan levere den lyd, de engang blev så populære på. En fin start på koncerten af Sko og Torp, der vel også er det mest oplagt valg som opvarmning til et hot navn med rod i halvfjerdsernes vestkystsound. Jeg forstår bare ikke, hvorfor arrangørerne ikke gør sig den ulejlighed at fortælle om opvarmningsnavnet. Det er dårlig stil.

Men københavnerne kan godt glæde sig til i aften. Bonnie Raitt er bestemt en tur i byen værd.