Apropos Zappa og Beefheart – Mallard

Author:

I forbindelse med omtalen af de to musikalske excentrikere, Frank Zappa og Captain Beefheart, og deres Bongo Fury-album kom jeg i tanke om bandet Mallard. For mange år siden hørte jeg første gang om Mallard, da C. V. Jørgensen spillede et nummer med dem i radioen og fremhævede bandets tætte samspil. Mallard blev dannet i 1974 af musikere fra Captain Beefhearts Magic Band. Beefheart havde lige indspillet klassikeren Unconditionally Guraranteed, da Bill Harklroad (aka Zoot Horn Rollo), Mark Boston (aka Rockette Morton) og Art Tripp III (aka Ed Marimba, der havde spillet sammen med Mothers of Invention på flere albums), havde fået nok af Don Van Vliets særheder og dannede Mallard sammen med Barry Morgan, Sam Galpin og John “Rabbit” Bundrick (senere medlem af The Who). De nåede at lave to albums:  Mallard (1975)  og  In a different climate (1976). Bandets første plade blev på det nærmeste financieret af Ian Anderson fra Jethro Tull, som var en stor fan af Mallard. Men successen udeblev. Gruppens to plader solgte ikke en meter uden for Captain Beefheart fanskaren. Og gruppen gik i opløsning kort tid efter plade nummer to. Det nåede dog at afholde en række koncerter i England.
De to grammofonplader er – selvfølgelig – samlerobjekter i dag, hvilket man kan forvisse sig selv om på fx Ebay. I 1995 genudsendte Virgin Records begge plader på en cd, der stadigvæk er i handlen. Anbefales folk med smag for excentrisk, syret, tætsammenspillet “rock” med reminiscenser af Zappa og Bøfhjerte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *