Det er sommerferie, og det betyder, at der er mulighed for at indhente noget af det tabte på kulturfronten. Bøger, film, musik osv. Og i går fik jeg lejlighed til at se den britiske film Det stærke køn. Den danske titel er om ikke direkte misvisende, så dog tendentiøst forvrængende i forhold til filmens nuancerede fremstilling af en historie om nogle arbejderkvinders kamp for ligeløn i tresserne.

Originaltitlen Made in Dagenham er måske ikke bedre målt med markedsføringsalen, men bedre i den forstand, at den er mere historisk korrekt og fastholder det lokale perspektiv, der også er en stor force for filmens historie.

Nigel Cole, der tidligere har lavet den sympatiske og tematisk beslægtede Calender Girls, fortæller historien om en gruppe syersker ved Fordbilfabrikken i Dagenham.

Vi befinder os i det brydsomme år 1968, og de 187 “piger” arbejder med at lave betræk til bilernes sæder. Under forhold, der er skandaløse. Enten er der så varmt, at damerne smider tøjet og arbejder i undertøj – til tillidsmanden Alberts (Bob Hoskins) store beklemmelse. Eller også regner det ned gennem hallens tag.

Historien tager fart, da Albert fortæller kvinderne, at ledelsen har afvist deres krav om højere løn – og at begrundelsen i sidste ende er, at de er kvinder. Albert, der selv brænder for ligelønssagen, fordi han er vokset op hos en enlig moder, der måtte forsørge sine drenge med en løn, der var meget ringere end de mandlige kollegers, finder en kampfælle i den unge arbejderske Rita (Sally Hawkins), der viser sig at have ordet i sin magt og hjertet på rette sted i kampen for “retfærdighed”. Hurtigt overtager Rita kollegaen Connies rolle som talskvinde. Det viser sig hurtigt, at Albert har set rigtigt. Rita har det, der skal til for at gøre en forskel. Hun kan sætte ord på det kvinderne føler og formår at få dem til at tage kampe op mod ikke alene arbejdsgiverne hos Ford, men også mod en fagforening, hvor mandschavinismens og det socialdemokratisk reformistiske klassesamarbejde trives i allerbedste velgående.

Det fine ved skildringen af kvinden Rita er, at fremstillingen af hende undgår en række stereotyper, man kunne forvente af en film om en arbejdskamp. Hun er hverken politisk eller fagligt aktiv, men henter sit engagement i en ærlig tro på “retfærdighed” og i inspiration hos Connies syge mand, der blev såret under krigen, men ville kæmpe for noget. Rita har, forenklet sagt, hjertets renhed og sandheden på sin side.

Godt bakket op af Albert og sin ægtemand skærer Rita igennem over for pamperne i fagforeningen, den lokale ledelse og Ford-koncernen og vinder næsten kampen. I hvert fald 92%. Rita er et menneske af kød og blod. Og hun er på en gang både skrøbelig og stærk. En kvinde, der både har interesse for modetøj, forståelse for, hvad der driver andre (fx kollegaen med modeldrømmene) og stædighed og stolthed nok til at kæmpe den retfærdige kamp til ende.

Undervejs når hun at alliere sig med de lokale chefs undertrykte akademikerkone (i en parallel kamp mod en sadistisk skolelærer, der banker børnene med et spanskrør) og med den kvindelige arbejdsminister, der tvinges til at tage parti for Rita og pigerne i kampen for ligeløn.

Historien får en happy end i den forstand, at pigernes får en markant lønforhøjelse og – vigtigst – får bevæget Labourregeringen til at vedtage en lov om ligeløn. Sejrens sødme.

Filmen undgår ikke den sødme, der hører med til historier med en happy end. Men dens styrke er, at den fremstiller de 187 syerskers kamp med historisk sans for det britiske klassesamfunds diskrete brutalitet, fagbevægelsens tvivlsomme reformistiske udvikling i klassesamarbejdets ånd, den skrøbelige solidaritet mellem kønnene i ligestillingskampen, den stærke solidaritet mellem kvinderne på tværs af klasserne, tressernes frigørelsesånd og tidsbilledet. En anden styrke er – som så ofte påpeget i forbindelse med britiske film – skuespilleriet. Instruktøren har med sikker hånd castet skuespillerne til såvel hoved- som biroller. Sally Hawkins er et fund til rollen som Rita. Det samme er lille Bob Hoskins som den solidariske, ærlige tillidsmand, der står sammen med kvinderne over for overmagten i fagbevægelse og firma. Men også de andre præstationer er fremragende.

Jeg kan kun varmt anbefale denne film over for jer, der elsker britiske film. Og så er den en velkommen kommentar til vor tids forkælede, individualistiske version af kvindekampen. Den er et lærestykke i, at ligestilling ikke handler om selv at komme til fadet, hvad enten det er i form af bestyrelsesjob eller kønskvotastillinger ved universiteterne, men om en retfærdighedssans, der har rødder i hjertet, og en solidaritet, der går på tværs af køn og klasse.