Det var vist den daværende konservative statsminister Poul Schlüter, der i en tale i Folketinget var så letsindig at erklære ideologierne for døde. Hensigtet var sikkert – jeg husker det ikke – at gøde jorden for endnu et flosset kompromis hen over midten i dansk politik.

Men Schlüter tog gevaldigt fejl. Ideologiernes tid er langt fra overstået. Ikke mindst i årene efter 2001, hvor Venstre-Konservative og Dansk Folkeparti kom til magten er den ideologisk forankrede diskurs blevet markant. Med en mere eller mindre skjult dagsorden har det borgerligt-liberalistiske Danmark med den ene hånd forsøgt at mane enhver venstrefløjstilbøjelighed i jorden – og har brugt hetzen mod halvfjerdsernes venstredrejning og en inkvisitorisk forfølgelse af dens koryfærer som ideologisk oprustning – og med den anden promoveret markedsøkonomiens påståede frihed og den borgerlige individualismes såkaldte værdier. Lidt firkantet sagt kan man påstå, at den borgerligt-liberal(istisk)e ideolog har sejret ad h…… til og har trængt enhver status qvo-skeptisk eller -kritisk tanke tilbage fra den dominerende offentlighed. 

Et udmærket eksempel på dette ideologiske klima fik vi, da sagen om restaurant Vejlegården løb i medierne. Den lille restaurant blev genstand for en almindelig faglig konflikt – og i løbet af ingen tid ophøjet til mærkesag for borgerlige politikere og ideologer. Ikke mindst fra partiet Venstre, der beviseligt var aktivt fra første færd i støtten til restauratør Ami Skov i kampen mod fagforeningen 3F. Jeg mindes ikke tidligere at have oplevet politikere så åbenlyst og uforfærdet optræde for den ene side i en faglig kamp – med stegt flæsk, kartofler og persillesovs.

Inden sagen om Vejlegårdens konflikt rigtig fik en afslutning , tog den en mærkelig drejning, fordi restaurationen blev udsat for ildspåsættelse. Og det store spørgsmål var, om det var Skov selv, der havde gjort det – eller om nogle modstandere af manden (læse: med tilknytning til fagbevægelsen) havde formastet sig til at stife branden. Noget tyder på, at vi ikke får et entydigt svar på spørsmålet foreløbigt. For i dagens nyheder kan man læse, at politiet har opgivet sigtelsen mod Skov. Og det er – undskyld mig formuleringen – brandærgerligt. For svaret ville have været brændstof til den ideologiske kamp, vi har været vidner til gennem det sidste årti eller mere. 

Hvis Amin Skov var gerningsmanden – og motivet havde været af økonomisk karakter (Skov havde/har økonomiske problemer) – så ville det være en alvorlig punktering af hele den ideologiske mytologisering, som Vejlegården havde været genstand for på højrefløjen. Omvendt ville det have været katastrofalt for fagbevægelsen, hvis det viste sig, at sympatisanter greb til så grove og ulovlige midler i forsøget på at sætte en stopper for Skovs opgør med den traditionelle arbejdsmarkedsmodel.

Tilbage står den svedne restauration som et trist billede på det aktuelle ideologiske klima, hvor der kun er en dominerende ideologi – og hvor ethvert forsøg på at gøre op med den mistænkeliggøres og kriminaliseres. Men mon ikke der kommer en ny sag på et tidspunkt…