I dag er det nøjagtig 20 år siden den islandske sangerinde og -skriver Björk udsendte sin voksne debutplade Debut (hun havde nemlig allerede indspillet en plade som barn). Og det kan være en passende lejlighed for mig til at gøre lidt ved en af mine musikalske undladelsessynder. Jeg har mine blinde pletter på de musikalske landkort, og en af dem gælder Björk, som jeg aldrig rigtig har fået lyttet mig ind på. Og ved at lytte lidt til Björk anno 1993 kunne jeg samtidig gøre lidt ved endnu en blind plet, nemlig den musik, der opstod omkring The Wild Bunch i Bristol i firserne og begyndelsen af halvfemserne.

For Björks debut er produceret af ingen ringere end Nellee Hooper, der står for nogle af de mere markante produktioner fra den periode med bl.a. Massive Attack (Blue Lines), U2 (How to Dismantle an Atomic Bomb) og Sinead O’Conor (I do not want what i haven’t got).

I samarbejdet med Björk forener Hooper Björks unikke stemme med dansante stilarter, der er direkte inspireret af house, trip hop og jazz. Björk foretog med pladen en stilskifte fra den musik, hun havde lavet med Sugarcubes – og sendte samtidig et signal til kritikere og publikum om, at hun ikke havde tænkt sig at lade sig sætte i en bestemt musikalsk bås. Kritikken af pladen var da også blandet. De europæiske kritikere var mest positive, medens nogle amerikanere efterlyste rock på pladen. Publikum derimod tog pladen til sig. Björk selv har forsøgt at distancere sig lidt fra pladen som et ikke helt vellykket ungdomsværk. Akkurat som nogle digtere gør i forhold til deres debutbøger. Men det skal ikke afholde nogen fra at lytte til pladen, hvor den dansante lyd fra Bristol og de britiske storbyer møder Björks feminine og nordiske stemmepragt. Jeg har pladen på vinyl og har også bestilt cd-udgaven i dag. Sådan. Så gik der hul på den undladelsessynd. Jeg vender tilbage til Wild Bunch, trip hop, house og – Björk.