Koncerttid: Bonnie Raitt besøger århus

Author:

Medens andre musikelskere drages mod Roskilde, så drages mit musikalske hjerte mod det århusianske musihus, hvor selveste Bonnie Raitt kommer forbi den 20. i denne måned. Og jeg har været heldig at få fat i en billet. 
Bonnie Raitt er en af de kunstnere, der i mange år har stået højt på min liste over kunstnere, jeg gerne villle opleve live på en god scene. Sammen med Linda Ronstadt (der vist aldrig har forlast  United Bluff for at turnere) og Emmylou Harris, som jeg har set et par gange. 
Men en kliché, så fik den nu 63-årige Bonnie Raitt musikken ind med modermælken. Eller i hvert fald ind med den første børnelærdom. For moderen var pianist og faderen John en kendt musicalstjerne fra Broadway. I de formative ungdomsår blev hun venner med bluesmanden Dick Waterman, der i Philidelphia introducerede Bonnie til lokale bluesmusikere. En oplevelse, der satte sig varige spor i Bonnies musikalske karriere.
I starten af halvfjerdserne begyndte hun at optråde på klubber og små scener i New York, og der gik ikke længe, før de store pladeselskaber havde deres talentspejdere ud med kontraktformularer i baglommen. Det store Warner Bros vandt kappestriden om hendes musikalske gunst, og i 1971 udsendtes hendes eponyme debutalbum, der gjorde indtryk på kritikerne i kraft af hendes to kendetegn: det fortræffelige slide-guitarspil og hendes evne som sangfortolker. Anmelderroserne blev ved med at drysse ned over hende på de efterfølgende par plader, men pladerne solgte pauvert. Det var først, da Bonnie i slutningen af halvfjerdserne med albummet Sweet Forgiveness begyndte at dreje i retning af en mere kommerciel lyd, at salgstallene begyndte at stige. Til gengæld begyndte kritikerne at skumle lidt over ‘udsalget’.
Et egentligt kommercielt gennembrud fik Raitt først i 1989 med albummet Nick of Time. Men trods den udeblevne økonomiske succes fortsatte Raitt op gennem firserne med at indspille plader, optræde og fortsætte sin politiske aktivisme. For siden hun var helt ung havde Raitt brændt for ligeberettigelse og demokrati og var bl.a. med, da en lang række store kunstnere protesterede mod atomvåben i kampagnen No Nukes. Og hun er fortsat aktiv i diverse bevægelser.
Den kommercielle medgang fortsatte op gennem halvfemserne. Senest –  i 2012 – har hun udsendt albummet Slipstream efter en indspilningspause på syv år. I de mellemliggende år har hun måttet sige farvel til sine forældre, en broder og en ven. Men nu er hun altså på banen igen, og det skal blive spændende og se og høre, hvad hun har at byde på, når hun træder op på scenen i musikhusets store sal. Mere herom følger selvfølgelig til den tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *