Capac er ikke-ryger. Det skal ikke forstås som en trosretning eller ideologi. Det betyder blot: Jeg ryger ikke tobak, heller ikke “sjov tobak”. Bortset fra fem grønne, stærke Cecil, som jeg røg i mine forældres gæsteværelse i en alder af 14 år og skoddede uden for vinduet, hvor min mor efterfølgende fandt dem – og et par forkølede forsøg med “sjov tobak” i min studietid, så har jeg afholdt mig fra at ryge tobak og andet. Ikke, fordi jeg er imod denne form for nydelse. Den gav bare ikke mig nogen nydelse.
I min nærmeste omgangskreds er der flere personer, der på grund af astma, allergi og andre problemer med åndedrættet, LIDER, når de udsættes – frivilligt såvel som ufrivilligt – for tobaksrøg. Selv i små mængder. Derfor går jeg ind for reguleringer af rygning i det offentlige rum. Alligevel kan jeg da godt synes, at den netop indførte rygelov er helt ude i hampen (om man så kan sige i denne sammenhæng). Den er et godt eksempel på et typisk dansk makværkskompromis. Irerne har vist, hvordan man gør med succes.
Når det er sagt, så vil jeg også til enhver tid forsvare den enkeltes ret til at ryge tobak – uanset hvor usundt det måtte være. Jeg kan sagtens forstå, at nogle mennesker finder nydelse i tobak eller har brug for nikotinens virkning i en på mange måder belastende hverdag. De skal blot vise hensyn til andre, der ikke vil udsættes for røg.
Anti-rygningen har efterhånden antaget korstogslignende former, godt inspireret af amerikansk politisk korrektheds-tænkning. Det seneste eksempel på, hvordan rygere gøres til pariaer i samfundet kan man læse i dagens avis, hvor det fremgår, at læger nægter at operere rygere, hvis de ikke kvitter tobakken. Jeg er godt klar over, at massiv tobakrygning ikke er befordrende for helbreddet eller for lægelig behandling, men jeg mener ikke, at det er lægernes opgave at gøre forskel på patienterne på denne måde. Strider det ikke mod lægeløftets moralske imperativer? Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad den slags forskelsbehandling kan føre med sig, hvis den accepteres. Folk, der tager for mange hovedpinetabletter, spiser for mange søde sager, drikker for mange bajere, dyrker for megen sport osv. – bliver måske de næste, der vælges fra. Under diskriminationen ligger en dimension af snævre økonomiske hensyn og et hysterisk sundhedssyn, der dybest set ikke passer ind i det usunde samfund, vi lever i. Du skal være så “sund” som muligt, ikke fordi det bekommer dig bedst, men fordi de belaster de offentlige budgetter mindst muligt.