Titlen på Søren Lampes tredje album afslører på det allertydeligste, hvor inspirationen er hentet. Nemlig hos den svenske jazzmusiker Jan Johansson og hans klassiske album Jazz på svenska, der for nylig af tidsskriftet Sonic blev udvalgt til at være et af de allerbedste svenske album gennem tiderne. Et album, der stadigvæk sælger (forleden faldt jeg over en lydopdateret tilbudsudgave i en lokal pladeforrretning) og tilhører den eksklusive samling af jazzalbum, der også finder vej til pladehylderne hos lyttere, der ellers ikke er til jazz. Lige som fx plader af Louis Armstrong eller Getz og Gilbertos sambajazzplader.

Det er altså ikke nogen dybt original idé Søren Lampe og hans musikervenner haf fået, men pladen demonstrer, at det er en særdeles slidstærk idé at jazzificere velkendte gode sange og melodier fra den nationale sangbog.

Den første sang er hentet lige lukt ud af Højskolesangbogen, nemlig Jeppe Aakjærs stærke socialkritiske tekst om stenhuggeren “Jens Vejmand”. I oktettens udgave bliver Aakjærs sang løftet op til sejt swingende bigbandjazz med melodisk inspiration fra en anden stor dansker, komponisten Carl Nielsen. Det klæder den dybt alvorlige “Jens Vejmand” godt at få et løft af swingende lethed.

Den afløses af sangen “Jean Baptiste”, der er en kærlighedserklæring til mundharmonikavirtuosen og jazzmennesket Toots Thielemans og især dennes berømte “Bluesette”, som alle på min alder vil kunne huske fra dampradioen, hvor den gennem tiderne er blevet spillet igen og igen. Og man kan sagtens generindre Thielemanns sang og tone i danskernes filigranagtige jazzmusiceren.

Pladens tredje sang er Ludvid Brandstrups og Norman Andersens klassiker “Pige træd varsomt”, der aktuelt og venligt rummer en advarsel til alle, der drømmer om at gøre sig på teaterets scenegulv (filmens lærred, tv’ets projektørlys..osv.). En slidstærk tekst med en dejlig melodi, der hos Lampe og Co. forvandles til en nedtonet og fortrolig lille sag domineret af Lampes stemme og Hans Ulriks guitar.

“Ghettodrengen”, der er skrevet af Per Gade, bygger på Donny Hathaways “The Ghetto”, er vel tænkt som en aktuel kommentar til et politisk-kulturelt problem, der cirkulerer i medierne i disse år. Og det er der blevet en funky, swingende sag ud af med indbyggede lækre improvisationsforløb (piano, guitar).

Med “Kys hinanden” vendes der tilbage til den store danske sangbog store sange. Epes kærlighedspositive tekst er det absolutte modstykke til “Det var en lørdag aften” og taler med sit dybt sympatiske budskab om at kysse hinanden lidt mere stadigvæk til danske lyttere. Arrangementet er igen bigbandjazz, men med en klædelig respekt for den fine teksts dominante rolle. Her er Lampe helt fremme i lydbilledet. Lampe har ikke nogen stor stemme, men i denne sang afsløres stemmens kvaliteter: en ligefrem, klar frasering og en umiskendelig ærlighed i fortolkningen.

Svend Asmussens og Neumans forvrøvlede “Pølsesnak” leveres med venerativ citering af Asmussens violinspil (spillet f Kristina Jørgensen) og kærlig genbrug af Leo Mathiasens jazzstil.

“Livets enkle melodi” er skrevet af lars Jansson og Søren Lampe og er som titlen antyder en lille enkel melodi, en lille livbekræftende vise eller – vuggevise måske endda.  “Sommerblues” er Lampes bluesede modspil til Thøger Larsens “Du danske sommer jeg elsker dig…skønt du så ofte har sveget mig”.

Pladens sidste to numre er Lars Janssons/Søren Lampes “Du lille mand”, en let swingende sang om det stressende, krævende over-jeg, som mange af os slæber rundt på, og Tove Ditlevsens fine kærlighedsdigt “Så tag mit hjerte”, der i Lampes tonesætning bliver til en indfølt jazzballade med indfølt spil af Kapser Villaume (piano) og Thomas Fonnesbæk (bas).

Uden sammenligning i øvrigt, så er Jazz på danska et album, der som Lars Johanssons klassiker Jazz på svenska, byder på en fin vifte af jazzudtryk. Og den vil sagtens kunne glide ind i pladesamlingen hos jazzskeptikerne, der kun sætter jazz på grammofonen engang imellem, når lige netop den stemning melder sig. Hermed uforbeholdent anbefalet.