Tillad mig at starte med det personlige. I 1973 flyttede jeg ind på Skjoldhøjkollegiet i århus for at begynde mit nye liv som danskstuderende ved Institut for Nordisk sprog og litteratur ved århus Universitet. Et kollegieværelse af nyeste slags med eget bad, fælles køkken osv. Jeg boede på første sal, og lige nedenunder mig boede en ung fyr med lige så langt hår som mit eget. Han hed Steffen Brandt er identisk med den Steffen Brandt, der i dag fylder 60 år og er Danmarkskendt som sangskriver og forgrundsfigur i bandet TV-2.  Dengang fumlede Steffen med bandet Taurus, der med tiden og tidsånden skulle udvikle sig til det moderne danskpoporkester med tv-navnet.

Det var ikke, fordi Steffen og jeg snakkede meget sammen dengang. Jeg holdt mig mest for mig selv, for jeg havde nok at gøre med at finde min plads i en ny tilværelse i en ny by, langt fra familie og gamle venner. Men vi spiste da sammen til fællesspisningen og snakkede et par gange sammen. En af gangene fandt jeg ud af, at Steffen var begejstret for Sebastian. Det var jeg ikke dengang. Jeg var mere til den amerikanske vestkyst og britisk rock. Siden ændrede jeg holdning til Sebastian – som til så meget andet.

I dagens anledning vil Steffen uden tvivl bliver overhældt med kritikerroser og anmeldersuperlativer, så det vil jeg helt undlade her. Blot vil jeg slå fast, at den tidligere danskstuderende Steffen Brandt gennem de sidste tre årtier har udviklet sig til at være en af de bedste dansksprogede sangskrivere, vi har i dette land. Den danskfaglige tilgang fornægter sig ikke i Brandts kærlige omgang med sproget, og heller ikke i hans veludviklede evne til at stikke termometeret ned i den altid fluktuerende tidsånd og tage temperaturen på tendenser i tiden. Altid med det lille personlige twist, der hæver sangskrivningen op over den almene ligegyldigheds plutrende havregrød.

Selv om Steffen Brandt altså var min kollegie- og studiekammerat, så blev jeg ikke fan af ham og TV-2 før lang tid efter deres store gennembrud i offentligheden. Faktisk skulle jeg helt hen til Yndlingsbabe fra 1998, bandets tiende album, før der skete noget. Men så gik låsen også op til herlighederne. Torben Bille anmeldte pladen i Information under den velvalgte rubrik  Provinsen får os alle en dag, hvor han understregede Brandts evne til at vende vrangen ud på os danskere ‘på sin sædvanlige ætsende-elskværdige facon’. Og måske var det netop denne dobbelthed, der mindede mig om tvesindet hos kongen i Kongens Fald, som var dåseåbnere for mig i forholdet til sangskriver Brandt og ‘Danmarks kedeligste orkester’. I hvert fald forekommer det mig, at der er noget genuint dansk (hinsides enhver Dansk Folkeparti-forståelse af danskhed…) over Steffen Brandts lyrik.  Hermed til lykke til min gamle kollegiebuddy og sangskriver Brandt på dagen!