Som så ofte skrevet i denne blog, så bliver det ikke til så meget tv-kiggeri. Aftenarbejde og andet forhindrer mig i at bliver fjernsynsnarkoman. Men lidt bliver det da til. Og ved et tilfælde er jeg faldet ind i den svenske serie Livet i Fagervik, som DR1 viser hver eftermiddag ved 15-tiden. DR har ikke gjort megen reklame for serien, og det er lidt en skam, for jeg tror, den ville kunne appellere til alle, der har haft glæde af Huset på Christianhavn, Landsbyhospitalet, Heart Beat og lignende udenlandske serier, der dyrker et lokalt miljø.

Livet i Fagervik handler om den unge advokat Johan, der efter en skilsmisse i Stockholm, drager til den lille flække Fagervik for at overtage sin fars advokatforretning. Med sig har han sin assistent Annika, der viser sig både at have kærestepotentiale og evner, der rækker ud over assistenrollen. 

Johan og Annika kommer fra asken til ilden fra første afsnit. Det viser sig snart, at antallet af intrikate sager er omvendt proportionalt med antallet af indbyggere i lille Fagervik. Og ikke alene skal Johan slås med de mere eller mindre intrikate sager. Han skal også forsøge at hævde sig i en forretning, hvor mange af klienterne helst vil betjenes af den pensionerede fader. 

Parallelt med det juriske handlingsspor løber et handlingsspor, hvor vi får indblik i en række af Fagervikbeboernes hverdag og liv. Det gælder fx Annikas gamle, krigeriske og jalous kæreste, der gør, hvad han kan for at spænde ben for Johan. Og så er der Svante og Lena, der driver byens bageri og får hjælp af sønnen Ingvar. Svante har et problem med flasken, som han forsøger at får styr på med gangstænger og motion. Med behersket succes. 

Motor i serien er den dynamik, der ligger i Johans kamp for at klare sig som byens nye advokat (bl.a. kampen med og mod den alt for forstående, men også snedige, far Bernard), og i forholdet til Annika, der måske/måske ikke bliver Johans kæreste. Omkring denne grundfortælling spindes de andre småepisoder og historier sammen til et stykke organisk tv-dramatik, der bæres oppe af solide skuespilpræstationer i alle rollerne og en afvæbnende og forløsende humor. 

Serien fortjener at blive vist i prime time, men når det ikke kan være anderledes må vi jo bruge eftermiddagene, hvis vi skal have lidt kvalitetstv indenbords. Hermed anbefalet.