I går kunne man læse en nyhed om, at en censor ved en midtjysk ungdomsuddannelse ikke ville give hånd til de kvindelige eksaminander. Og inden man kunne nå at få hånden op af lommen, var sagen blevet en sag på allerhøjeste politiske niveau. Kultur- og ligestillingsminister Manu Sareen fra de Radikale opfordrer pigerne til at klage over censoren. Sareen køber en kvindelig eksaminands argument om, at censorens holdning indebærer en slags diskrimination af kvinderne og derfor ringerestiller dem i eksamenssituationen.
Venstres såkaldte integrationsordfører Inger Støjbjerg gør det til et spørgsmål om ‘at efterleve helt normale danske værdier’, og Dansk Folkepartis Martin Henriksen trækker ganske forventeligt i danskhedshåndbremsen og kræver, at censoren enten makker ret og giver pote til pigerne – eller modtager en fyreseddel.
Hvorfor ryger nu sådan en ganske banal hverdagssituation op på allerhøjeste politiske niveau, kunne man passende spørge? Jeg tror, at det handler om, at denne lillebitte sag i en nøddeskal demonstrerer den kulturelle integrations umulighed. Den integrationstanke, vi bl.a. finder hos Dansk Folkeparti og Inger Støjberg, arbejder med en forestilling om, at man bare sådan lige kan sætte sig ud over ens egen kultur – ens opdragelse og de normer og adfærdsmønstre, man fra barnsben har fået indpodet – og falde i et med en anden kulturs vaner og adfærdsmønstre. Men efter mere end 40 år med indvandring til landet og en lang række sager om tørklæder, bedetæpper osv., så burde det stå indlysende klart for enhver (også dem i den borgerlige lejr), at hverken magt, ideologisk pression eller lovgivning kan tvinge nogen til at handle mod deres kulturelle overbevisning. Den kulturelle selvforståelse eller identitet er som en anden natur. Og den laver man ikke bare sådan om på.
Man kan hilse på mange måder. Jeg er selv i den heldige situation at arbejde sammen med mange mennesker med en anden national baggrund end den danske. Mennesker med tyrkisk, marokkansk, afghanistansk, iransk, somalisk, hollandsk osv. baggrund. Og der hilses på mange måder. Danskerne siger oftest bare ‘hej’ eller lignende. En af mine kolleger hilser altid ved at føre højre hånd op til hjerteregionen og nikke høfligt, når jeg hilser på ham med et goddag eller et vink på distancen. Andre giver hånd. Nogle giver en et hjerteligt knus. Og – det er pointen – det fungerer alt sammen uden problemer og med gensidig respekt. Vi er ikke integreret i et arbejdsfællesskabs helhed, men trives i et kollegialt fællesskab med vores kulturelle forskelligheder.
Jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af at tvinge censoren til at give hånd til damerne. Og jeg tror ikke, at censoren vil behandle eksaminanderne af hunkøn anderledes end de mandlige, blot fordi hans kulturelle baggrund foreskriver ham ikke at give hånd til dem. Selv om hans kulturelle baggrund måtte rumme et element af et – set fra vores kulturelle sfære – bedaget kvindesyn, så er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at censoren ikke vil kunne forholde sig sagligt og fagligt til damernes præstationer. Det kræver blot en tilstrækkelig professionel tilgang til opgaven.
@Gowings: Ja, Sverige… Vi skal ikke have integration, men mangfoldighed. Derfor synes jeg, at der bÃ¥de skal være plads til tørklædepiger og piercede heavy metal drenge ved supermarkedskasserne. Jo større mangfoldighed, desto større tolerance, tror jeg. Og ham censoren burde nok finde sig et andet job, hvor han ikke bliver nødt til at forholde sig til de kulturelle koder, der cirkulerer i lille Dannevang.
Ja, lad os holde fast i at dette drejer sig om en person der blander sin religion ind i forvaltningen af et offentligt embede. Ikke om hvorvidt man har lov til at praktisere sin religion. Som jeg hørte det udlagt engang (integrationsproblemet), og jeg tror det var et fornuftigt menneske, ramte det sagen på spidsen, for her er der tale om et kulturelt valg, ikke et religiøst eller politisk valg: man har en uomtvistelig ret til at gå med tørklæde, men man har ikke ret til et job i Dansk Supermarked.
Nu har tingene ændret sig, og Dansk Supermarked ønsker at indføre uniformer med tørklæde. Og sådan går det fremad hele tiden. Men samfundet skal lige have sig selv med, så vi ikke ender med at smide børn ud med badevandet, som vi ikke vil give afkald på, det vil nemlig ikke føre til en øget tolerance og respekt for menneskene.
Jeg tror det bliver spændende at se hvordan Sverige vil tackle dette i årene fremover.
Nu skal vi jo lige holde fast i, at censor selv har givet udtryk for, at alle eksaminander vil få den rigtige professionelle behandling i eksamenlokalet. Når det er sagt, så forstår jeg slet ikke, at censor overhovedet åbner for diskussionen. Han kunne jo bare lade være med at give hånd til nogen og holde sine religiøst farvede fordomme for sig selv.
Og selvfølgelig handler sagen sig primært om de studerende, der skal sikres en lige og retfærdig bedømmelse – uanset køn og andre omstændigheder.
Med fÃ¥ undtagelser hæfter debattanterne (debattører, som opfører sig som kombatanter) sig ved kultur og religion som forklaring, der er endog en hjernevasket person, som taler om at “beskytte kvinderne mod sultne mænds fysiske tilnærmelser” eller noget ækvivalent.
Det væsentlige her er examinandens velbefindende, som Gowings understreger. Hvis man ved, at man står overfor én, der har svært ved at tro at kvinder er normale mennesker, så vil kvinderne og pigerne få et extra sug i maven. Jeg har set det og undrer mig over at denne diskussion overhovedet finder sted. Det er så oplagt at man ikke kan bruge en sådan person i examenssammenhæng.
Jeg ville nødigt være kvinde i et Danmark, som ikke kan se, at den tolerante udvikling er ved at skride takket være blinde toleranter.
@Gowings: Ja, lad os bare lade diskussionen om kulturbegrebet ligge. Og jeg er nok fundamentalt enig med dig, at det fornuftigste ville være at adskille religion og verdsligt samfund helt. Jeg sÃ¥ gerne, at det offentlige rum blev renset for religiøse symboler og handlinger. Men min vinkel var den danske integrationsdebat. Jo mere jeg hører og desto mere jeg tænker over det, forekommer hele integrationsprojektet mig at være en stor illusion. Derimod tror jeg sagtens, at vi kan leve sammen med vores kulturelle og religiøse forskelligheder – og respektere hinanden. Jeg tror endda, at en insisteren pÃ¥ et religionsfrit, sekulært samfund, hvor religion er en privatsag, vil være en fordel i sÃ¥ henseende…
– Eller sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de: Jeg har selv været censor en del og jeg mener egentlig ikke, at det er almindeligt at give hÃ¥nd ved eksamener. Derfor kan jeg alligevel godt forstÃ¥ at en gruppe af kvindelige eksaminander fandt situationen uacceptabel og havde svært ved at se bort fra muligheden af at blive diskrimineret ved eksamensbordet – censor selv havde proklameret og praktiserer Ã¥benlyst forskelsbehandling. Hvad enten den sÃ¥ er resultatet af et forældet religiøst, politisk eller kulturelt syn pÃ¥ medmennesker/kvinder. At det sÃ¥ bliver til et populistisk politisk stormvejr er forudsigeligt i dagens Danmark.
Ifølge Information er der ikke tale om ikke at give hÃ¥nd pÃ¥ grund af en kulturel baggrund, men af religiøse Ã¥rsager. Det kan man vælge at sige, at det er det samme fedt, men jeg er ikke enig. Religion og politisk overbevisning kan sidestilles i min sekulære opfattelse af samfundet. In ekstremum, kan en nazist derfor, ifølge analogien, pÃ¥berÃ¥be sig retten til ikke at trykke jøder i hÃ¥nden. Eller…man kan selv finde eksempler. Sekulariseringen af vores samfund, med en løsrivelse af folkekirken fra staten, kan ikke gÃ¥ stærkt nok, fordi vi sÃ¥ med rimelighed vil kunne sige, at man kan have den overbevisning man vil, men der er sÃ¥ bare visse offentlige erhverv man ikke kan bestride, hvis den overbevisning strider imod ligestillingen af det enkelte menneske i samfundet.
Eller er jeg helt vildt langt ude?