Tilfældigheder og associationer løber sammen som kviksølv. På Valby Station ‘brænder’ Henriks fødder ‘huller i jorden’ til tonerne af Cales hymne Fear is a man’s best friend. Og på nettet læser jeg en notits, hvor den århusianske digter Peter Laugesens beklager sig over, at Gellerupscenen i Brabrand ved Århus ikke bruges til koncerter og kulturelle arrangementer længere. I forbifarten nævner digteren, at han “engang” var til John Cale-koncert på samme scene. Og straks er jeg beamet tilbage gennem tidstunnellen til netop den koncert. En fantastisk koncert. En koncert, man husker, hvis man var så heldig at være tilstede.
Jeg anede ikke, at Peter Laugesen også var der. Men på den anden side: en stor del af den århusianske kultur-avantgarde var der.
Selv boede jeg lige netop på det tidspunkt – 1974-75 – i Gellerupplanen i en lille, endnu billig, moderne et-værelses lejlighed på Dortesvej med udsigt til andre betonlejligheder. Den var kun beboelig, når solen ikke skinnede ind gennem det store vindue og gjorde rummet til et ulideligt helvede. Det vil sige på fra først på formiddagen til sidst på eftermiddagen, når solen ellers var fremme.
Det var i tiden før Gellerupplanen blev udnævnt til indvandrerghetto, og jeg havde søgt tilflugt der, fordi huslejen på Skjoldhøjkollegiet havde taget en himmelflugt og var resulteret i huslejeboycot og ballade med politiet. Det sidste af alt, hvad jeg havde brug for dengang, var at blive sat på gaden af politiet i en by, jeg endnu ikke var faldet til i.
Jeg faldt aldrig rigtig til i denne beton-satellit-by, følte mig “fremmedgjort” (som man sagde dengang…), eksistentielt udsat, på flugt mod et bedre liv (en flugt, der fortsatte de næste 4-5 år), søgende, ensom og fortabt. De ideelle forudsætninger for en kuldslået Cale-koncert.
I boligforeningens blad – A4-format, sort-hvid-offset-tryk på kraftigt papir – så jeg så en dag mellem artikler om boligforeningens vinkyperlaug og ølbryggere en lille spalte, hvori der stod, at der skulle være koncert med John Cale på den lokale Gellerupscene. Der var også et lille sort-hvidt foto af en mut, indesluttet Cale. Det var lidt af en åbenbaring. Tænk sig, at Cale om Co. lagde vejen forbi et udsted som Gellerup! Det måtte være et tegn! Jeg købte straks samme dag en billet. Og godt for det. For koncerten var en af de bedste rock-koncerter, jeg nogensinde har været til.
Cale befandt sig netop i disse år i en meget kreativ periode, der siden er blevet kaldt hans Island-år, efter det pladeselskab, han tilhørte, og hvor han udsendte en række hovedværker: Fear (1974), Slow Dazzle (75), Helen of Troy (75) og compilation-albummet Guts (77). Cale rejste sig i de år af støvet efter Velvet Underground og viste, at han ikke behøvede vennen og ærke-rivalen Lou Reed for at levere Metropol-dirty-ass-rock af højeste kaliber. Omgivet af en række af periodens bedste engelske musikere – fx Brian Eno, Phil Manzenera, Andy McKay og Phil Collins – skabte Cale en perlerække af intellektuelt frenetiske sange om det moderne storbymenneske, der er fanget i et net af desperation, begær, kærlighedshunger og andre lidelser.
Salen i Gellerupscenen var udstyret med blå, bløde, komfortable teatersæder, hvor man sad og ikke kunne andet. Og så startede bandet med de to fine guitarister Phil Mazanera og Chris Spedding i spidsen med – så vidt jeg husker – netop Fear is a Man’s best Friend, hvorefter Cale teatralsk kommer væltende-vaklende ind på scenen iført en hvid flyverdragt, og ansigtet gemt bag et slør og et par overdimensionerede pilotbriller. Welcome to my Nightmare. En slags teater-koncert med Cale som storby-desperado, der fører tilhørerne gennem en poetisk fortælling om livet i Metropolen. Så vidt jeg husker, var der ikke indlagt nogen pause. Det ene nummer afløste det andet i et stramt sæt. Og pludselig var det slut, og man blev sendt ud på gaden, tilbage til beton-virkeligheden, men renset i sjælen – i hvert fald for en tid. Jeg har siden været til flere vellykkede koncerter med Cale, men ingen der har nået denne koncerts perfektion. Gellerup-scenen afholdt vist en enkelt koncert mere – med et engelsk jazz-rock-band, Colosseum II, tror jeg det var – og så var det slut.
John Cales sange fra denne periode er mange år efter (1996) blevet samlet og udsendt på en dobbeltcd med titlen The Island Years. Dengang fik jeg aldrig fat på compilation-albummet Guts med det fantastiske billede af Cale med hvid guitar og Hannibal Lector-maske. Men tilfældet ville, at jeg vandt det på ebay for nogle måneder siden hos en portugisisk sælger, der havde det meste af mandens produktion til salg. Sådan løber tingene sammen…

Tilegnet Henrik.

Fortsættelse her.