Sangerinden Anna Kruse fik fornem kritik, da hun i 2009 albumdebuterede med Lyckokatt, hvor hun fortolkede tekster af den finsk-svenske modernist Edith Södergran. Og på sin nye plade Champagne Fötter tager Kruse igen tråden op og fortsætter med at itonesætte og synge den for tidligt afdøde poets tekster.
Kruses mørke, varme, feminine stemme står vældig godt til Södergrans fundamentalt melankolske digte. Og stemmen væves fint ind i en musik, der originalt blander svensk visetradition med vokaljazz og lag af spoken word- og lydeksperimenter. Den musikalske side af sagen varetages kompentent af Nicholas Kingo (tangenter, sav, kor), Sissel Vera Pettersen (saxofon, sang, klokkespil), Lisbeth Diers (trommer, slagtøj, kor), Eva Malling (bas, kor), Jeppe Holst (guitar, banjo, pedal steel guitar), Flemming Agerskov (trompet), Soma Allpass (cello), Jesper Uno Kofoed (kor m.m.), Mette Outzen og John Fomsgaard (kor).
Champagne Fötter er en plade, der ikke sådan lige lader sig sætte i en bestemt musikalsk bås og mest af alt lever og ånder gennem sine lyrisk-melankolske stemninger og bør nydes i sin helhed. Selv om melankolien er dominerende, så er der også plads til dens lette modsætning – Â den piblende livsglæde. Som i den titelgivende sang “Skum”, der er en berusende kærlighedserklæring og -tango til livet: “Livets champagne pärlande dricka vi/Å lätta som skum/genomskinliga/Å champagnehjärtan…/Å Champagneögon -/Å himlen blinkar er loften till/Â Champagnefötter -/Å gån efter stjärnan/Å Champagneandar/Å glaset hänrycks i eder hand! “.
Som Södergrans poesi er Anna Kruses fortolkningsalbum en smuk, bevægende helhed, der besynger livet og dets antipodiske stemninger. Med sin plade lykkes det for Anna Kruse og hendes band at løfte Sdergran ind i dette århundrede og demonstrere, at hendes digte stadigvæk taler til os med uformindsket styrke. Hermed anbefalet alle, der holder af moderne poesi og – ja – moderne musik.
Anna Kruse. Champagne Fötter. Gateway Music. Udkommer i morgen