I  oktober sidste år havde jeg fornøjelsen af at omtale Beth Hart seneste soloalbum Bang Bang Boom Boom, hvor sangerinden bevægede sig ubesværet mellem selvskrevne sange inden for genrer som blues, soul, rock, pop, swing m.v. Og i år udkom hendes anden duoplade med Joe Bonamassa Seesaw.

I Bonamassa har Hart fundet en soulbrother, der med sin berømmede bluesguitar og imposant brede musiksmag passer som Hans i Grete til Harts nærmest klassiske smag for den gode sang. På den nye plade kaster de to sig over 11 håndplukkede sange fra den store amerikanske sangbogs seneste kapitler.

Der lægges ud med en herligt swingende, nærmest rockende, udgave af Billie Hollidays lystne “Them there eyes”. Med sin sensuelle stemme får Hart sangens sprudlende livsappetit frem og lægger en dæmper på sangens tendentielle melankoli. Den afløses af Hoppes og Popps smægtende bluessang “Close to my fire”, hvor Hart lyder som en ung, vitaliseret Billie Holliday og Joe Bonamassa og hans band lægger en fin bluesfeeling under som et sikkerhedsnet.

Tina Turners gamle hit “Nutbush City Limits” får en kærlig overhaling, der demonstrerer, at både Hart og Bonamassa har hjerter, der banker højlydt for både soul og rock’m roll. Den overgår ikke Turners gamle version, men når den til strømpeholderne og længe op endnu…

I Al Coopers “I love you more than you’ll ever know” viser Hart, at hun er en af de moderne sangerinder, der løfter arven efter ikke alene Holliday, men også Janis Joplin og Etta James. Hun synger med en matchende glød og passion i denne smukke ballade, som også giver Bonamassa lejlighed til at strække helt ud i en imponerende, men ikke overgjort, solo.

Videre går det med numre af Randy Weeks (dejligt rockende og swingende “Can’t let go”), den lidt glemte trommeslager og sangskriver Buddy Miles (“Miss Lady”, hvor det sejt swingende får en ordentlig injektion af saftige blæsere). Melody Gardot (den melankolske kærlighedsballade “If i tell you i love you”, der balancerer fint på grænsen til det sentimentale uden at plumpe i), Al Green (“Rhymes”, et sejt soulnummer, der ikke overraskende passer utroligt godt til duoen),

Barbara Belles / Anita Nyes / Louis Primas / Stanley Rhodes’ “A Sunday Kind of Love” (endnu en smægtende ballade, der får det mest følsomme og ømme frem i såvel Harts stemme som Bonamassas guitar).

Pladen afrundes med en flot, loyal og kongenial version af Don Convays og Steve Croppers klassiker “Seesaw”, der også giver titel til pladen. Sangen blev fortolket af Aretha Franklin, men Hart og Bonamassa har stor ære af deres ligefremme, saftige souleditering af nummeret. Og rosinen i pølseenden udgøres af Billie Hollidays udødelige “Strange Fruit” (skrevet af Lewis Allen), hvor tempoet skrues helt ned til en næsten lavmælt udgave af den dødsens alvorlige sang. Et fornemt punktum for pladen og en understregning af, at Hart og Bonamassa ikke kun er til sjov og ballade.

Hart synger overbevisende på pladen. Hun bliver bare bedre og bedre med tiden og understeger endniu en gang, at hun er en af dem, der kan løfte arven efter de store sangerinder i rock, soul og jazz. Og Bonamassa viser endnu engang, at det ikke er tilfældigt, at han er blevet udråbt til at være den moderne blues’ nye stjerneguitarist.

Og bag dem spiller Anton Fig (trommer og slagtøj) Blondie Chaplin (guitar), Carmine Rojas (bas), Arlan Schierbaum (keyboards), Lenny Castro (slagtøj), Michael Rhodes (bas på “I’ll Love You More Than You’ll Ever Know”). Og det gør de overbevisende. De spiller tæt og musikalsk indfølende og danner en smuk ramme omkring de to hovedfigurer.

Akkurat som Boom Boom Bang Bang er Seesaw med sine coverversioner en plade af den slags, hvor støvet ikke får lov til at lægge sig så hurtigt. En plade, man gerne sætter på afspilleren, når humøret trænger til et skud vitamin. Her er noget både for blueselskeren og for dem, der blot elsker de gode uopslidelige sange fra den store sangbog.  Hermed anbefalet.