Det er ikke kun Bossen – Bruce Springsteen – der besøger Danmark her i maj måned. Og selv om hans ankomst og optræden overskygger næsten alt, så er der grund til at pege på andre musikoplevelser, der – i min vurdering – kan matche Springsteen på mange måder. En af dem er Lucinda Williams, der optræder på Voxhall i århus på tirsdag.

Det er selvfølgelig lidt vovet – og måske også politisk ukorrekt – at hævde, at Lucinda kan matche selveste Bossen. Men det mener jeg faktisk, at hun kan.

Ganske vist er hun langtfra så kendt, og hendes karriere har taget et ganske andet forløb en Springsteens. Hvor det tog Bruce cirka 10 år at slå igennem, har det taget den nu 60-årige Lucinda hele 20 år at nå frem til et gennembrud. Hun fik udsendt sit første album – Ramblin‘ – tilbage i 1979. Det var et album, der med fortolkninger af blues (fx Robert Johnson, country (Hank Williams) og cajun (Clifton Chenier og Memphis Minnie) om ikke andet fik karakteriseret den americanamuld, som Williams’ musik vokser op af, og som har gennemlyst de ialt 11 album, det er blevet til siden hen.

Der skulle gå godt ti år, før gennembruddet til et større publikum kom. Det skete med albummet Car Wheel on a gravel Road, der så dagens lys i 1998. Det var med det album, at Williams omsider nåede hitlisterne med sin udgave af the happy woman blues (for nu at citere titlen på hendes andet album fra 1980). Pladen resulterede også i en grammy i kategorien Bedste samtidige folkalbum – og den solgte til en guldplade. I det hele taget fik den ros og kritikerroser nok til en hel karriere. Og den er siden hen blevet genudgivet i en dobbeltcd-deluxe-udgave (2006) for at understrege dens betydning.

Som andre af Williams’ plader så afslører Car Wheels en sangskrivning, der afspejler et ganske almindeligt, amerikansk hverdagsliv i Syden set fra en selvbevist og stolt kvindes synspunkt. Ser vi bort fra kønsperspektivet, så minder Williams – og matcher – ganske godt den americanadyrkende Bruce Springsteen. Andre mere eller mindre beviste forbilleder finder man i – ja, igen – en Bob Dylan.

Titelsangen fra Car Wheels anslår ganske fint tematikken og tonen i Williams’ kunst. Det er kleinkunst, der åbner sig for den der kan lytte og læse indenad. Med sin modnede, erfaringslidte tenor synger Lucinda om en sydstatsverden, hvor virkelighedens ubønhørlige krav, drømmenes evigt kværnende motor og kærlighedslivets svimlende karusselture krydser hinanden og leverer et stykke americana, der i kvalitet sagtens kan måle sig med Bossens. Og det er ikke helt tilfældigt, at selveste Roy Bittan – Springsteens medmusiker – netop medvirker på denne plade og er med til at understrege den storladenhed, som Williams’ sange deler med Springsteen og Dylan.

Lucinda er datter af en digter og litteraturprofessor (Miller Williams), og hans optagethed af kunst og litteratur smittede af på den unge Lucinda, der begyndte at skrive tekster og interessere sig for musik, inden hun havde smidt barneskoene hjemme i Lake Charles, Louisiana. Og som ganske ung kastede hun sig over musikken. Først med coverversioner af country, blues osv. Siden – på Happy Woman Blues i 1980 – begyndte hun at spille sine egne sange.

Når Williams ikke er nået helt op i rockens førstedivision, så hænger det bl.a. sammen med, at hun insisterer på at være sin egen stemme i den moderne countryrock, og det har haft den pris, at der er gået temmelig lang tid mellem hendes pladeudgivelser. Og det går ikke i en branche, hvor man helst skal holde den kommercielle gryde i kog hele tiden.