Hvorfor finder vi os i det: dårlig koncertlyd?

Author:

Bossen kom, spillede og – larmede. Politiken sammenfatter anmeldernes vurdering af koncerten med det amerikanske ikon med rubrikken Bossen var god – lyden var »gebrækkelig«. Selv om ikke alle anmelderne er enige, så må der jo være noget om snakken. Og det er ikke første gang, der har været problemer med lyden på den københavnske fodboldarena Parken. Jeg oplevede det selv med Fleetwood Mac for nogle år siden, og der har været flere andre koncerter, der har været plaget af det problem.

Det får mig til at tænke: Det kan vi som forbrugere – jo, forbrugere, for en koncert er en vare som enhver anden – ikke være tjent med. I en tid, hvor koncertpriserne har været på himmelflugt, og hvor mange musikere tjener deres vigtigste indkomst gennem koncerter, så må vi kunne forvente et vist kvalitetsniveau på det tekniske område. Alternativt bør vi have ret til at få billetten helt eller delvist refunderet. Det er en misforståelse, at vi som koncertgængere blot skal affinde os med elendig lyd, der umuliggør en musikalsk oplevelse. Hvad enten det foregår i Parken, på Roskilde Festival eller på en lille lokal koncertscene. Sat på spidsen: Jeg ville føle mig taget gevaldigt ved næsen, hvis jeg havde betalt 4.000 kroner for en eksklusiv billet med Rolling Stones – og så blev spist af med elendig lyd. 
Nu var jeg desværre ikke til koncerten med Springsteen, men det ændrer ikke ved sagen. Som koncertgænger er der forhold, der er uacceptable. Dårlig lyd, publikum, der ikke kan holde kæft eller holde mobiltelefonerne i lommen/tasken osv. Jeg synes, nogen skulle kontakte forbrugerombudsmanden i sagen om Bossen i Parken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *