Og nu til en lille undladelsessynd. Terminal Arghs debutalbum har ligget lidt længe på mit skrivebord og andre presserende gøremål har gjort, at den først bliver omtalt nu. Men bedre sent end aldrig, som man siger. Og det gælder i høj grad for denne udgivelse.

De centrale figurer i Terminal Argh er skuespiller- og sangerinden Nana Schwartslose, der har et par soloalbums på samvittigheden, og musikeren Morten Umpff Langkilde, som her i bloggen vil være kendt for sit samarbejde med Rune T. Kidde (Kidde goes Umpff). Den ny plade, der markedsføres som groove-indie-triphop-rock med en twist, er – som kategoriophobningen mere end antyder, svær at sætte på formel. Jovist bærer de ni sange præg af triphoppens langsommelige, til tider næste slæbende, rytmik, men electronicaen brillerer ved sin markante nedtoning. I stedet står Schwarzloses distinkte, behageligt og forbilledligt let dechiffrerbare stemme og Umpffs guitar og de næsten mekaniske beats frem som dominerende elementer i en samling sange, der også bærer præg af en umiskendelig inspiration fra de seneste par årtiers popmusik. Uden at rumme decideret pophitmateriale byder sangene på forførende grooves, dansevenlige beats og rigeligt med mulighed for at fortabe sig i den gavmilde musikalske leg, der finder sted. Det er en plade, der med sin sofistikerede eksperimentelle leg  i lige så høj grad egner sig til fordybende lytten inde bag hovedtelefonerne som til en intim klubsituation med lige dele dans og lytten. Hermed anbefalet.