Trioen Mother Lewinsky – Michael Vitus (trommer), Marc Facchini-Madsen (sang) og Søren Stensby (violin) – debuterer med en EP, der af pladeselskab og promotion har fået mærket “indie-classical” hæftet på sig. Forklaringen er, at Mother Lewinsky har ført sig frem – branded sig selv – som et band, der med forkærlighed bruger den klassiske musiks instrumenter. Det skete, da bandet for et års tid siden lagde en video ud på Youtube. En video, der bestod af sang, akkompagneret af et rent kvindeligt strygerensemble. Det var både overbevisende og modigt.

Brugen af strygere og andre af symfoniorkesterets instrumenter har længe været en del af rocken. Nogle gange har det mest af alt lignet rockmusikernes forsøg på at blive taget alvorligt og lefle for det store klassisklyttende publikum. Andre gang har det klassiske været integreret på rocken præmisser og har givet rigtig god musikalsk mening. I Mother Lewinskys tilfælde har vi med det sidste at gøre. Gruppen bruger violiner, celloer osv. på linje med bas, trommer og el-guitar – og gør med det med overbevisende styrke. EP’en ialt fem numre, der smager af mere (læs: hvornår kommer der et album?), er en omgang fængende, medrivende indie-pop-rock, der både apellerer til den evigt sultne popsangspublikum ude ved radioerne – og til det mere kræsne publikum, der gerne vil udfordres lidt på deres lyttevaner. Kald det bare “indie-classical”, men i min karakterbog er det først og fremmest intelligent, smittende, afhængighedsskabende poprock af den slags, man ikke sådan bliver træt af at lytte til og bare ikke kan få nok af…

Hermed varmt anbefalet af dette gamle pophoved. PS. Skulel man få lyst til at opleve Mother Lewinsky live så optræder de på den forestående SPOT-festival.