“Husk at musik kan være lægende”. Sådan skrev Torben Bille til mig i begyndelsen af 2013. Og de velmenende ord faldt mig ind, da jeg sad og lyttede til pladen Sange til livet og døden. Bag den flotte titel gemmer sig et specielt projekt, hvor en række mennesker med tilknytning til det såkaldt hospice har sat ord og musik til det liv, der leves den sidste lånte tid på hospice.
Præmissen for pladen er med psykolog og initiativtager Gert Barslunds ord, at emnet – livet i dødens skygge – er tabubelagt. At tale om døden er et tabu. Tanken er bestemt ikke ny. Men, selv om jeg ikke har grund til at bestride de konkrete erfaringer, som Barslund har som psykolog, så vil jeg tillade mig at mene og påstå, at det ikke holder generelt. Sagt på en anden måde, så er det ikke min erfaring, at de i almindelig er svært at tale om den kendsgerning, at vi alle uden undtagelse en dag skal slippe livet og dø. Der har oven i købet være lavet nærgående tv-udsendelser om emnet for ganske nylig…
Det ændrer dog intet ved relevansen af projektet. Der er noget dybt sympatisk ved, at en gruppe mennesker går sammen og sætter ord og musik til nogle meget konkret og personlige følelser. For en ting er at tale om livet og døden i generelle vendinger, noget andet er at tale om temaet med udgangspunkt i helt personlige, konkrete erfaringer med de oplevelser, den sidste tid i denne verden, kan give.
Den første af pladens ialt otte sange hedder “Ingen løse ender” og er lavet af Gert Barslund og en nu afdød hospiceindlagt kvinde. Og det er en enkel, bevægende sang om at ikke alene at gribe dagen, men at holde fast i det forbaskede liv lige til det sidste. En let sambadansende sang om at holde fast i de mennesker, der betyder noget for en, i kærligheden til dem og fastholde nærværet, indtil det er slut. Sangen synges meget smukt af Astrid Myrup,der bakkes fint op af Jesper Falch (slagtøj), Thomas Valter (bas), Laurtiz Carlsen (guitar), Barbara Harbo Ilskov (piano) og Kapsre Struck (saxofon).
“Lad livet leves” er resultat af et brainstormagtigt samarbejde mellem Barslund Barbara Harbo Ilskov og ansatte på et hospice. Sunget af Barslund og Ilskov er det en stille sang om vigtigheden af at være til stede hos den døende i den sidste stund. Det svære og tunge ved at holde fast i livet i den stund, hvor det rinder ud og de efterladte sidder tilbage med sorgen. Men igen er det det livsbekræftende, der er i højsædet.
Anne Dorte Michelsen synger for i “Du min pige”, der er en sang om at sige endegyldigt farvel til en ung pige, der skal herfra. “Lige her hvor alt bli’r stille/Hvor en rejse er forbi/Skal musikken stadig spille/Og et hjerte slippes fri“. En stille, overvjeende akustisk sang, der sagtens kunne ligne en af Michelsens egne sange. En sang om det svære i at give slip og samtidig holde fast i livet med dans og sang.
Inga S’s sang “Der bli’r stille når jeg er væk” itone- og italesætter den døendes tanker om det liv, der er tilbagelagt, om smerten og bortgangen. Tunge tanker, der dog lettes af den gennemgående livsglæde og -bekræftelse. “Nyd livet mens I er unge/og husk at nyde dagen i dag…”. Astrid Myrup synger smukt tl Ilskovs piano. En sang, der er inspireret af Kilm Larsens “Om lidt” – uden at det på nogen måde tynger den.
Ulla Jessens og Barslunds “Lad os støtte dig” er næsen en slags programmatisk sang for hospicefunktionen. En rigtig fin brugssang, der sætter ord på det nødvendige og prisværdige arbejde, det er, at tage sig af de døende og give dem og deres nærmeste en værdig og god sidste tid. Lonnie Kjer synger indforstået om det svære budskab i en sang, der trods emnet næsten er en popsang. I hvert fald har poppens lethed som et passende modspil til den iboende tristesse.
Frederikke Damm-Bank har skrevet og synger selv den engelsksprogede “Back to god in paradise” om at sidde tilbage med savnet og sorgen. En sang, godt kunne være en countrysang over there, og som bæres igennem af troens nådegave.
Barbara Harbo Ilskov har sammen med Oline Vejgaard lavet “En stol”, der handler om det helt specielle arbejde, det er at være vågekone. Altså at sidde og våge og vente ved siden af en døende. Heraf titlen. En helt nedtonet sang, som Ilskov fremfører alene.
“Nattens mørke” (Ilskov og anonym) er i bogstaveligste forstand den sidste sang – på pladen og i et liv: “Nattens mørke falder på/når et hjerte går i stå/Og lysets skin det hører op/når mine tanker siger stop/ – Dette bli’r min sidste sang“. Barslund synger stille, akkompagneret af Lauritz Carlsen på akustisk guitar. “Dette blev min sidste sang”. Et logisk punkt på sådan en plade.
Man kunne let tro, at sådan en pladen med sådant et tema, ville blive en tung affære med begrænset brugsværdi. Men selv om det klart nok er et stykke brugsmusik, så overskrider pladen i kraft af musikkens og ordenes gennemstrømmende livsbekræftende og -kærlige budskaber de rammer, den selv sætter. Sagt på en anden måde: Pladen kan sagtens – ja, fortjener det – at bliver lyttet til af alle os andre, der (endnu) ikke er berørt af det, der foregår på et hospice. Den er et eksempel på, for nu at vende tilbage til udganspunktet, at musik er lægende. For de efterladte. Det vil sige: os alle sammen. Hermed anbefalet.
Sange til livet & døden. Gateway. Udkommer i dag.