En 19-årig canadier besøgte forleden Danmark. Og det gik ikke stille af. Da Justin Bieber kom blev landet ramt af teenagehysteri, der i min gamle hjerne fik tankerne hen på dengang, fire unge mænd fra Liverpool brød igennem til det store plade- og musikforbrugende publikum. Som Beatles havde deres Beatlemania med tilhørende fanskarer, sådan har den unge Bieber sine Beliebers, der følger ham i tykt og tyndt og gerne giver det ene øre for at opleve ham i levende live på en scene. Et teenagefænomen. Et af de mange, vi efterhånden har været vidner til. Lige fra Elvis med de vrikkende hofter over Beatles og videre frem til Bay City Rollers, Take That og hvad de allesammen hedder.
Lige så forudsigeligt de feminine fans ekstatiske henrevethed er, lige så forudsigeligt er det næsten, at den samlede voksne anmelderskare vendte tommelfingeren ned efter koncerten. Og det var ikke kun, fordi lyden i Parken (endnu en gang) var elendig og derfor lod den unge sanger i stikken. Justin ‘strålede som et vådt romerlys’ skriver Politikens Pernille i en anmeldelse, der bruger en del krudt på de skrigende belieberpiger. Ellers beskrives koncerten som et gennemkalkuleret produkt, hvor alt er nøje tilrettelagt på forhånd og den unge mand (der ikke længere er den dreng, han spiller) blot er en slags marionet.
At Justin Bieber ikke synger bedre end en gennemsnitlig X-Factor-deltager kan enhver, der gider, forvisse sig om ved at lytte til Biebers mange hits på fx Youtube. Og med en vis sandsynlighed vil han nok være mere eller mindre gledet ind i glemmebogen, når de mange kvindelige beliebers forlader teenagetiden og får andre interesser.
Men – måske er det i i virkeligheden en misforståelse, når de store aviser, sender deres musikanmeldere, der alle er ude over teenageårenes kropslige og mentale forvirring, ud for at anmelde Justin Biebers koncert på linje med andre musikkoncerter. Spørgsmålet er, om disse anmeldere, der tydeligvis alle over en kam har glemt alt om, hvordan det var at være en en testoteron- eller østrogen-snotforvirret ungt menneske, overhovedet er i stand til at forstå, hvad de såkaldte beliebers får ud af sådan et kommercielt produkt som Justin Bieber? Måske ville det være bedre at sende den 13-årige Lærke og lade hende skrive om sin og andre pigers ekstatiske henrevethed – og så lade de gamle bruge deres kræfter på musikken.
@arne: Ja, de økonomiske omstændigheder har ændret sig. Helt sikkert. Og idoldyrkelsen med. Da jeg var ung var merchandice først i sin vorden (der var lidt omkring the Beatles), men primært var det plader og idolbilleder på væggene. I dag er der vist ingen grænser. .. Men noget er basalt det samme, når vi snakker om kønnenes forskellige adgang til idolerne. Pigerne skriger stadigvæk som stukne grise, og drengene vil hellere identificere sig med musikeren og personen. Tror jeg. Og så ikke mere om ham Bieber.
@ capac: Nu tror jeg vi “taler samme sprog” !. Men jeg tror ogsÃ¥ der er sket en ændring i idol-dyrkelsen, takket være den økonomiske fremgang, siden jeg var ung i 70´ erne. Med vores begrænset økonomi kunne man simpelthen ikke drømme om at dyrke en, hvis ikke musikken ogsÃ¥ var god. Idag har de unge mange flere penge og dermed og rÃ¥d til al den merchandice som omgiver idolet, og rent faktisk kan de lade være med at investere i musikken, i fast form, da der er sÃ¥ mange andre muligheder for at høre musikken!
@arne: Der er en kønsforskel, som jeg nok skulle have understreget. Som sangerinden Karen sagde forleden på tv i forbindelse med Bieberkoncerten. Drengene identificerer sig med musikerne og hænger fanfotos på væggen, pigerne vil giftes og have børn med dem.
Jeg er ikke helt enig i din analyse. Jeg er vokset op med Sweet, Slade, Bay City, Smokie og Boney M m. fl. Disse grupper var også udsat for stor fandyrkelse, MEN jeg oplevede aldrig at musikken kom i baggrunden. Dengang blev både personen og musikken dyrket og ikke som med JB som udelukkende dyrkes på grund af udseendet. Det kan skyldes at Beliberne er yngre (8-12 år) end fortidens idoldyrkere!
@arne schiøtt: Ja, og der er ikke noget nyt i det. Da jeg var 13-15 Ã¥r var pigerne vilde med Paul McCartney (John Lennnon, George Harrison og Ringo Starr – i den rækkefølge). Og det er fint nok. Problemet er ikke pigernes verliebtheit, men musikanmeldernes misforstÃ¥ede holdning. Kan man overhovedet anmelde sÃ¥dan en optræden? Pigerne fik det, de ville have. Vi andre, der gerne vil have musik, mÃ¥ søge andre græsgange…
En af pigerne,i den SFO, jeg arbejder i, var til Bieber-koncert og var helt oppe at køre. Jeg spurgte hende om hun også ville havde været tilstede, hvis JB var en overvægtig, rødhåret dreng, med flyveører, stor næse, bumser og hareskår? NEJ, næsten råbte hun. Men hvad nu hvis den grimme dreng sang gudesmuk? Nej, Nej !!!
Der fik jeg vist opklaret hvad der driver dette massehysteri!
Eller istedet blot bestræbe sig på at forklare og forstå fænomenet, fremfor blot at bidrage med ligegyldige svinere.
Man må først og fremmest erkende at 40.000 mennesker har indløst en pebret billet, og indfundet sig på stedet. Hvem er de, og hvorfor? Om man som udenstående kan lide musik, og synes det er god stil/smag, må være en afsluttende side bemærkning.
@John John: Ja, der kan være mange grunde til at gå til koncert.