I de førende danske aviser kan man i dag læse, at finansminister Thor Pedersen (ham, der mente, at vi snart kan købe hele verden…) ønsker, at ansatte i stat og kommune skal have lov til at blive ved med at arbejde, efter at de er fyldt 70. Finansministeren mener, at det er “umenneskeligt” at fyre folk, blot fordi de har nået en bestemt aldersgrænse. Han udtaler: “Man skal ikke ud fra en dåbsattest alene kunne afskedige folk, der er glade for at arbejde og i stand til det…Det afgørende er, at alderstyranniet bliver afskaffet. 70-års grænsen skal væk. Jeg vil have et brud på et umenneskeligt princip, der forhindrer folk i at arbejde, når de har lysten og evnen til det. De bliver forhindret i at få det optimale liv, og det er endnu mere barokt, når samfundet har brug for dem”.
Jeg har ikke det fjerneste imod, at folk kan arbejde lige så længe, de har lyst, så længe de har ret til at stoppe i tide, hvis det er det, de ønsker. Men, man klør sig lidt i håret. Hvorfor fremlagde finansministeren ikke sit forslag, da regeringen kom til magten for mange år siden? Eller før? Det er selvfølgelig, fordi det ikke er “umenneskeligheden” eller “alderstyranniet”, der bekymrer Thor Pedersen, men manglen på arbejdskraft i det offentlige. Ministeren for de offentlige finanser fører ikke politik ud fra politisk grundholdning, men ud fra aktuelle nationaløkonomiske nødvendigheder og iklæder pragmatikken nogle humanistiske gevandter. Man skal jo også tænke på næste valg…