Forleden omtalte jeg her i bloggen Robben Fords nye plade Bringing it back home. Og med den in mente kunne man gå til gårsdagens koncert med en forventning om at opleve en optræden, hvor der i et tæt samspil blev trukket i de amerianske musikrødder. Og sådan blev det også.
Robben Ford og hans fire musikervenner gik på scenen kl. 20 efter planen, og efter at være introduceres af Mister blues.dk himself
Peter Astrup, der stod for arrangementet.
Koncerten varede godt og vel halvanden time, inklusive det ene ekstranummer, det blev til. Og det var meget passende.
Musikalsk var koncerten centreret om det nye album, suppleret med numre fra det ældre repertoire. Fx fra albummet Truth (2007).
Koncerten levede som sagt helt op til de forventninger, man kunne have, om et tæt sæt, hvor rødderne blev dyrket og gødet eftertrykkeligt. For mig lå der en lille overraskelse i at opleve i hvor høj grad, der var tale om en kollektiv præstation. For godt nok er Robben Ford med sine guitarer centrum i koncerten, men det er kun hvis man tager den på pålydende. For som koncerten skred frem, viste det sig, at de tre andre medspillere netop var medspilllere. Og oven i købet medspillere, der fik god plads til at træde ud af sidemanrollen og give solopræstationer til gode. Flere gange i løbet af aftenen fik både bassisten og keyboardspilleren lov til at udfolde sig improviserende på deres instrumenter. Højdepunktet var, da frontmand Ford tog sig en slags improviseret pause og forlod scenen for at få lidt at drikke etc. De tre andre fortsatte ufortrødent og gave hver især en solo, hvorefter også de forlod scenen nogle minutter. Til sidst sad trommeslageren tilbage alene og spillede på sit trommesæt, indtil de andre vendte tilbage. Måske kunne man lægge noget symbolsk i denne lille pauseren. Nemlig, at Robben Fords styrke ligger i det tætte samspil med andre ligeværdige musikere. For godt nok tog hans egne soli tydeligvis kegler hos det fremmødte publikum, hvoraf en betragtelig del tilhørte det grå segment, men i mine ører er Ford bedst, når han udfolder sig i samspillet, og mest ordinær, når han træder frem i solistrollen.
Men alt i alt var det en fin lille koncert.