Vi lever i krisetid. Måske den værste krisetid på denne side af 2. Verdenskrig. Og krisen er ikke kun økonomisk. Den går dybere. Det er også en politisk og kulturel krise.
I den offentlige kritik af den siddende S-SF-R-regering bruges der meget krudt på at pointere, at den førte politik hverken er social(istisk) eller demokratisk. At regeringen fører en diametral anden – liberal-borgerlig – politik, end den, de tre partier stillede vælgerne i udsigt før valget. Men få har stillet spørgmålet: Hvorfor det er gået så galt? Eller, som Informations skribent Rune Lykkeberg formulerer det i weekendudgaven af avisen: “Vi ved, at det ikke er regeringen selv, der har udviklet regeringens politik. Men hvor kommer den så fra?”
Lykkeberg rejser spørgsmålet på baggrund af nogle historier, der har været fremme i pressen de seneste mange uger, og som har det til fælles, at de udpeger det bureaukratisk-teknokratiske embedsmandsværk i ministerierne som de egentlige arkitekter bag den førte politik.
En historie var den om en centralt placeret departementschef i Finansministeriet som skulle have udtalt sig negativt om ‘den danske model’ på arbejdsmarkedet. En anden kunne være den om, at Kommunernes Landsorganisation i forhandlingerne med skolelærerne førte en politik, der for længst var fastlagt i Finansministeriet. Kort sagt dækker disse mediebårne historier på en konspirationsteori: Det er magtens teknokrater, der står bag den førte politik. Og politikerne er blot villige redskaber for den konspiratoriske politik.
Svagheden ved Lykkebergs skarpe analyse er, at den ikke kommer længere end til – med den franske sociolog Luc Boltanski – at konstatere, at den slags konspirationsteorier opstår i ‘komplekse samfund’, hvor magtudøvelsen bliver ‘uigennemskuelig’ og afstanden i viden mellem magthaverne og borgerne bliver (for) stor. Selv om konstateringen er rigtig, så forklarer den jo ikke, hvorfor politikere, der – før de kom til magten – havde andre grundholdninger, som med et trylleslag lægger holdningerne fra sig og fører oppositionspolitik! Med mindre man vil holde fast i den konspiratoriske tankegang, så er det nødvendigt at spørge: Hvor kommer den politik, som teknokraterne har udviklet for regeringen?
Hvis vi skal væk fra billedet af ‘topembedsmænd’ der sidder bag lukkede døre og – snart – en udemokratisk offentlighedslov og strikker en politik sammen, der ikke er til gavn for den brede befolkning, så må vi have analyseret, hvor de grundlæggende tanker kommer fra? De kommer jo ikke ud af den blå luft.
Et af elementerne til en forklaring finder vi i det store fællesskab, som Danmark er medlem af: EU. Hvis vi fx tager udviklingen på uddannelsesområdet: den tiltagende kommercialisering af udddannelsessystemet, omdannelsen af institutionerne til kvasi-private virksomheder osv., så er det tankegods, man kan finde i den EU-lovgivning, der alt for sjælden er til offentlig debat herhjemme. Inden vi dæmoniserer embedsmandsværket, så skal vi huske på, at embedsmænd gør, hvad de bliver sat til at gøre. De gennemfører de love og bekendtgørelse, der er ratificeret af Folketinget. Og embedsmændenes pragmatik er ikke neutral – og kan ikke være det, fordi den bygger på en liberal-borgerlig politisk tankegang, nemlig den EU fører.
Det kan godt være, som Lykkeberg foreslår, at tingene ville se lidt anderledes ud, hvis regeringen ved sin tiltrædelse havde skiftet embedsmændene ud med nogle nye. Men det ville ikke ændre ved, at også nye embedsmænd ville være underlagt makropolitiske love og bestemmelser.
Noget andet er så, om denne overstatslige, strukturelle tvang, undskylder politikernes medløberi? Bør vi ikke som almindelige borgere holde fast i, at det til enhver tid, skal være politikerne, der bestemmer, hvilken politik, der skal føres? Bør vi ikke forvente, at de holder fast i deres grundholdninger og – om nødvendigt – går imod både embedsværk og overstatsmagten for at føre den rigtige politik? Det mener jeg.
Det er udtryk for en afmægtighed, at den politiske kritik bliver hængende i historier om teknokratiske mørkemænd, der bag Christiansborgs mure formulerer en politik, der ikke er til gavn for den danske befolkning. Kritikken må dybere. De politiske kommentatorer og journalister må have fat i politiske forudsætninger for den udmøntede politik. Fx EU-lovgivningen.
@Gowings: Kunsten bestÃ¥r vel i, at velskrivende journalister gennem veltilrettelagt research fÃ¥r forbundet den nationale politik til de tanker, der ligger i det overstatslige (EU, Verdensbanken osv.). Selvfølgelig er det nemmere og en bedre historie, at holde fast i, at det er de slemme ‘regnedrenge’, djøfferne, der er de virkelige skurke.
Måske er det, vi er vidne til, i virkeligheden også de overstatslige idealers (Unionen) sammebrud. Unionen er jo på nogle punkter ved at bryde sammen!?
– men sÃ¥ bliver det sÃ¥ kompliceret at den gode historie forsvinder. Og kommentatorer der indlader sig pÃ¥ at diskutere de komplekse tilstande bliver ikke inviteret indenfor. Folk (vi) gider ikke høre om den komplicerede virkelighed, det er meget nemmere at forholde sig til embedværkets mørkemænd…
EU har uden tvivl meget mere indflydelse pÃ¥ vores hverdag end vi almindeligvis antager. Og jegmener at der er et opgør undervejs – enten overgiver vi os til unionen og en fælles penge og finanspolitik – eller ogsÃ¥ fÃ¥r vi et EU med flere niveauer og selvstændige nationale politikker, som ligger langt fra en union og dermed reelt gÃ¥r mod euroens opløsning. Det sidste er svært at se for sig.