Meget apropos titlen på beatpoeten Claus Høxbroes og pianisten Oscar Gilberts nye cd, så kan man hævde, at det, der kendetegner beatgenerationen – fra Jack Kerouac, William S. Borroughs, Allen Ginsberg og videre frem – er en æstetik, der søger en elementær nøgenhed. Skriften gør op med de formelle konventioner og regler, den gennem århundreder var blevet tvunget ind i, sprænger og overskrider grænser. Beaten hælder for alvor bensin på et bål, der allerede var antændt tidlige i det tyvende århundrede af fx James Joyce og andre modernister, og lader bevidsthedsstrømmene strømme og skriften bevæge sig alleatorisk hid og did uden synderlig interesse for genrer og former, samtidig med, at det banale hverdagsliv leverer råstoffet til strømmene, sådan som tilfældet var og er i Kerouacs beatbibel On the Road, der for nylig blev genudgivet i den oprindelige uredigerede version på engelsk og dansk. 

På Keouacs tid var jazzmusikken det naturlige musikalske modstykke til beatens litterære udforming. Natur, fordi også jazzen – den moderne i det mindste – beror på det grænsesøgende og improviserende. 

Men siden har beaten været inspirationskilde for mange andre strømninger i musik og litteratur. Hippierne og den progressive rock tog inspirationen til sig, det samme gjorde hippiernes metropoliske modstykke hos Velvet Underground og andre eksperimenterende storbyrockere. Og inspirationen er fortsat helt frem til i dag, hvor man fx finder den hos en Patti Smith og en Tom Waits. 

Herhjemme kommer vi ikke uden om at nævne Dan Turèll, der i sine tidlige digtsamlinger og sine spoken word-udfoldelser rendyrkede den nøgenhedsæstetik, som beatgenerationen lagde grunden til. Og Turèll-prismodtageren Høgbroe slentrer videre i onkel Dannys fodspor på pladen her. Ikke sådan at forstå, at Høxbroe lyder som eller efteraber Turèlls manerer. Men i selve afsættet, i den slentrende, swingende recitation af de udvalgte tekster. Beatattituden er ikke til at tage fejl af.

Bortset fra en enkelt nyimproviseret tekst – Flimrende på vhs’en – så er teksterne – 18 stik. i alt – hentet fra Høgbroes syv digtsamlinger. Og samspillet med pianisten og komponisten Oscar Gilbert er – så vidt jeg har forstået – opstået i studiet. Skabelsesprocessen har frembragt et lydbillede, hvor Gilberts pianoimprovisationer på delikat vis supplerer Høgbroes recitation og teksternes metriske potentiale. Supplerer i den forstand, at tonerne både understregern og pointerer den talte teksts rytmiske strukturer, men også insisterer på sit eget liv. Det sidste bliver tydeligst i passager, hvor talen forstummer. 

Teksterne er – desværre – ikke optrykt i det eksemplar af cd’en, jeg sidder med. Det er en beklagelig mangel for den type udgivelse. Men så vidt jeg kan lytte mig frem til, så bevæger de sig tematisk inden for det hverdagsunivers, man også kender fra Turèll, dog med hovedvægten på Høgbroes personlige oplevelser af denne verden. 

Samlet set er det en udgivelse, der fint skriver sig ind i rækken af spoken word-udgivelser fra de seneste år. Det er en plade, der godt nok henvender sig til lyriklæsere, men også musiklyttere kan med fordel smide cd’e på afspilleren. Hermed anbefalet.