I december sidste år havde jeg fornøjelsen af at omtale Hans Theessinks og Terry Evans‘ fine duoplade Delta Time, hvor man kan lytte til en fin legering af rootsy blues, gospel, soul m.m. Og nu sidder jeg så med Theessinks seneste udspil, soloalbummet Wishing Well, der markerer kunstnerens 65-årsdag.

Denne gang er Hans næsten alene om musikken. Med undtagelse af David Pearlmans dejlige pedal steelguitar på fire af pladens numre og Gyan Singhs tablas på “Kathmandu” og Blessings Nkomos shaker på “Take your picture” står Theessink for det musikalske med sin behagelig, maskuline, bløde bariton og guitarer, banjos, mandolin og andre strenge. Vi befinder os stadigvæk musikalsk set helt nede ved rødderne. Det understreges af de kopinumre, Theessink har valgt at fortolke. Her er bluesen hos forbilledet Brownie McGhee, her er den folkelige amerikanske tradition, repræsenteret dels ved Townes van Zandt (“Snowing on raton”)  og ved Bob Dylan (“Ballad of Hollis Brown” fra Dylans The Times They Are A-Changin’ fra 1964). De øvrige sange er enten traditionelle (Wayfaring Stranger, Make med down a pallet on your floor, Albeta let your hair hand down low og Delia) eller skrevet af Theessink selv.

Men uanset, hvem der er ophav til sangene, så er der en umiskendelig bluesy groove over sangene, når de kommer ud af Theessinks strenge og stemme. Det understreges fint af sangen “Kathmandu”, der trods sin asiatiske inspiration og fine tablalyd er en blues. En nepalisisk blues.

Pladen, der er produceret af Hans Theessink selv, hænger fint sammen i kraft af det gennemgående groove og artistens kærlighed til de musikalske rødder. Der er en meget intim feeling på pladen. Sublimt, forfinet guitarspil, der gør en dyd af at være netop intimt og i musikkens tjeneste. Den er som et meget personligt postkort til den enkelte lytter. Hermed anbefalet.