Her til formiddag tog jeg mig den frihed at spadsere en tur i den indre by for at indånde byens fortravlede stemning, lidt forårsluft og -solskin og ose lidt i boglader etc. Og på vej hen over fortorvet i Hans Broges Gade sprang Ludvig Holsteins og Poul Schierbecks glade forårssang “Det er i dag et vejr” meget passende frem i bevidstheden – af indlysende årsager. Den sang var en del af min barndoms ‘arvesølv’, og siden hen tog Kim Larsen den jo op på sin debutplade Værsgo og forevigede den som popsang i en version, man kun kan blive glad i låget af.
Det er i dag et vejr – et solskinsvejr!
O, søde vår, så er du atter nær!
Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter,
nu vil jeg gå og købe hyacinter
og bringe dem til en, som jeg har kær.
Hun købte af de hvide og de blå,
hun købte af de smukkeste, hun så.
Det er i dag et vejr! Og solen skinner!
Og om mig svæver lutter lyse minder,
dem ta’r jeg med til den, jeg tænker på.
Og de kom svævende i ring og rad.
Hun gik imellem dem og var så glad.
Det er i dag et solskin uden mage!
Og jeg har solskin nok til mange dage,
og jeg må kysse hvert et lille blad.
Hun kyssede dem alle, hver især,
hun bragte dem til den, hun havde kær.
Min ven, her kommer jeg med hyacinter!
Min ven, nu glemmer vi, at det var vinter!
Det er i dag et vejr, et solskinsvejr -!