Fra den indre ustoppelige jukeboks: Liva Weel – Ta’ og kys det hele fra mig

Author:

Det må være Giro 413, der engang for meget længe siden, har lagt dybe erindringsspor efter denne gamle sang med Liva Weel fra 1930’erne. Nærmere bestemt 1932 (På halen, Riddersalen). Med tekst af selveste Poul Henningsen og musik af Bernhard Christensen. Hvorfor den dukkede op på den indre jukeboks? Måske, fordi jeg kom til at tænke på et gammelt foto af min mor fra dengang, hun var ung og boede i København. Hun står iført en flot spadseredragt og en lille koket hat – og jeg kunne sagtens forestille mig, at hun måske var på vej ud i det københavnske natteliv, måske endda i retning af dansestedet Adlon. Det var før, hun mødte min far. Ta’ og kys det hele fra mig…

3 thoughts on “Fra den indre ustoppelige jukeboks: Liva Weel – Ta’ og kys det hele fra mig”

  1. @Gowings: Jeg kunne godt lide de gamle sange allerede som dreng. Gode melodier, intelligente tekster. Folkelige uden at tale ned til folket. Elitær folkelighed? Jeg savner nogle P.H.’ere i dag. Hvem kan skrive tekster af det format nu om stunder? Nej vel!? MÃ¥ske er det prisen for, at almendannelsen er gÃ¥et fløjten og folkeskolen har mistet sin betydning for enhedsskolingen? God weekend til dig og familien.

  2. MÃ¥ske er det fordi vi er ved at blive gamle, mÃ¥ske er det det spæde forÃ¥r (snik, snak); men der er noget opløftende, befriende og evigt gyldigt ved mange af de gamle revy-viser (vi har skrevet om det før) og tanken om at disse med et intelligent indhold, eller bare rent ud velskrevne, fyldte æteren engang i fordums tid. Sjovt nok altid blandet med minder om solskin, korte bukser, fuglefløjt og varme. Og sÃ¥ det at der var tale om en folkelighed – og netop ikke i ordets fladpandede betydning hvor den, folkeligheden, bliver leveret af joviale, eller direkte usympatiske smalsynede klovne – men af mennesker for hvem samfundet og dets udvikling lÃ¥ dem pÃ¥ sinde, som ikke leflede for folket. Jeg skal ikke pÃ¥stÃ¥ at P.H. og andre ‘kulturradikale’ var elsket af hele folket, men det er min pÃ¥stand, at ingen var ladt upÃ¥virkede af deres engagement. Ligenu rÃ¥der fladpandetheden, men muligvis har den ogsÃ¥ sin tid. Eftertænksomheden kunne fÃ¥ et comeback. Det er sket, det kunne ske igen – en slags hÃ¥b forbundet med nostalgi?

    Og sÃ¥ ikke mere weekendfilosoferen herfra…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *