Til mine “guilty pleasures” hører den engelske tv-serie The Royal (da. Landsbyhospitalet), der pt. kører mandag aften på DR1. Serien foregår i – ta-da! – de glade tressere på og omkring hospitalet St. Aidan’s Royal Free Hospital, i daglig tale blot The Royal, og man følger hospitalets ansatte og de forskellige patienter. Handlingstrådene er fermt vævet ind i hinanden, så der på intet tidspunkt opstår “døde punkter” i den løbende fortælling. Endnu engang imponeres man af englændernes evne til at skrue en billedfortælling sammen, skuespillets tårnhøje niveau, den usvigeligt sikre genskabelse af tresser-tidskoloritten (ned i mindste detalje) og den narrative opfindsomhed og variation. En af forklaringerne på, at serien er til at holde ud i længden, er, at der ikke er en bestemt hovedperson, men mange, og at der hele tiden sker noget nyt. Personer forlader serien, enten for at dukke op senere eller aldrig, og nye ansigter med historier kommer ind og farver hændelserne på kryds og tværs.
The Royal er i øvrigt et spin-off fra en anden elsket, engelsk serie Heartbeat, der herhjemme blev vist under titlen Små og Store Synder. Sidstnævnte bygger på Nicholas Rheas bog “The Constable on the Hill” (The Constable Series), der fortæller om en ung politimand og hans virke i den lille flække Aidensfield i tresserne. Som tilfældet er med Landsbyhospitalet var soundtracket også her tressernes lyd.
Det fine ved The Royal er, at den godt nok udspringer af Heatbeat-serien og fører noget af persongalleriet videre, men udvikler sig i sin egen ret. Til forskel fra mange amerikanske serier, der taber pusten undervejs og ender i intetsigende repetition, så udvikler og udfolder The Royal de plotmuligheder, der ligger i den i sig selv fortrinlige Heartbeat-serie.
Det var lidt tilfældigt, at jeg kom i gang med at se denne – i bedste forstand – folkelige underholdningsserie. Igen var det musikken, der blev afgørende. For under serien løber et soundtrack, der – selvfølgelig – er hentet fra den engelske populærmusik i den periode.
Llydsporet i sig selv en kvalitet ( i hvert fald for capac ), og det er sjovt at følge valget af musik. Man kunne måske forvente af en folkelig serie som denne, at det udelukkende ville være hitlistemusik, man fik at høre, men faktisk er der ekskurser til noget af tidens mere avancerede toner. Og man fornemmer klart, at det er det konkrete handlingsforløb, der bestemmer, hvilken underlægningsmusik, der skal bruges, for at understrege stemningen.
Jeg vil vende tilbage med nogle af de mere avancerede eksempler i kommende indlæg.
Og så er der åbenbart nogle sange, der har fået status af at være en slags yndlingsmelodier eller vandmærker i serien. Fx har The Creams Crossroads været brugt flere gang. Måske ikke tilfældigt, for i et af afsnittene, hvor hospitalets pedel, Alun, lytter til Disreali Gears i kælderen på et rigtig hi-fi-anlæg, bliver Cream brugt som symbol på den ny musik i tresserne. Måske en af manusforfatterne er gammel Cream-fan!?
Man kan håbe, at soundtracket bliver udsendt på cd. Det er sket for Heartbeat, hvor der er kommet indtil flere cd’er med sange fra serien. Her er et par smagsprøver fra The Royal:

Cream, Crossroads fra 1968:

Cat Stevens, How can I tell you: