Hvis ellers jeg har forstået genrebetegnelsen post-rock rigtigt, så er det, der samler de mange post-rock-bands, at de forsøger at rendyrke den side af rockmusikken, der har at gøre med lyden – sound –  eller lydbilledet. Men anvendelse af rockens instrumenter – ikke mindst el-guitaren – og dens effekter udforsker man stemninger, lyde, klangfarver, der har været en del af rocken i mange år. Der går således en lige linje fra de mest eksperimenterende garagebands i halvtredserne over The Velvet Underground og dyrkerne af den hvide lyd og frem til post-rockbands som pionererne Slint, Mogwai, Sigur Rós – og så det danske band instrumental-post-rockband The Shaking Sensations, der er pladeaktuelle med deres andet album Start stop worrying.

Lige som det post-moderne er moderne i sin kerne, så er post-rocken også rock i sin kerne. Således er det også for The Shaking Sensations, der siden debutalbummet East of Youth (2011), har bevæget sig lidt i retning af den ordinære rock ved at lave numre, der både rummer post-rockens ekstatiske lydtæpper, men samtidig fremstår som korte, iørefaldende radioorienterede rocknumre. Måske er det ikke tilfældigt, at jeg undervejs kom til at tænke på fx U2 i deres unge dage…

Selv om Shaking Sensations har indgået et kompromis mellem kultisk shoegazende post-rock og mainstreamappellerende rock, så er det stadigvæk i kraft af fascinerende, mørke, til tider melankolske klangstrukturer og rytmiske mønstre, at gruppen gør sig bemærket over for lytteren. Det er musik – en slags moderne kammerrock –  der inviterer lytteren til at lytte andægtigt og intenst, hvad enten det er inde i hovedtelefonerne eller ude på de små spillesteder. Hvis man er til instrumentalrock, så er der al mulig grund til at give The Skaking Sensations en chance…