For nogle indlægs tid siden omtalte jeg det fortræffelige pige-band Fanny, og tilfældet ville så, at jeg faldt over en næsten et år gammel nekrolog over Sandy West. Sandy var en central figur i et andet all-girl-band, The Runaways, der gjorde sig i halvfjerdserne med hårdtslående rockmusik. Gruppen bestod af Joan Jett (der efterfølgende gjorde sig godt med The Blackhearts), Lita Ford (der også har haft succes siden hen som soloartist), Cherie Currie, der var den fotogene forgrundsfigur og sanger (og som nu laver skulpturer af træ, udskåret med kædemotorsav…), Mickie Steele (der senere var med i The Bangles), Jackie Fox (som blev Harvard-uddannet sagfører), Vickie Blue (der kastede sig over film- og tv-arbejde) og Laurie McAllister.
Unge og vakre var de, og den langt hen sexistiske amerikanske musikpresse havde svært ved at høre musikken bag den feminine fremtræden, hvilket var en skam, for bandet spillede faktisk heavy rock, der sagtens kunne måle sig med de fleste af de samtidige mandlige bands. Gruppen blev hjulpet igang af den berømte-berygtede producer og musikkræmmer Ken Fowley, hvis markedsføring af pigerne som “Bimbos” og “Bitches” på godt og ondt gjorde gruppen kendt i offentligheden. Men lytter man til bandets musik, kan man godt høre, at de havde noget at byde på. Hård og melodiøs rock med tekster om fremmedgørelse, ungdommelige problemer med kærlighed, sex og beruselse. Tekster, der stødte de dobbeltmoralske amerikanske FM-stationer på manchetterne og førte til bandlysning flere steder. Hvilket – som altid – har skubbet til pladesalget…
I Europa nød bandet godt af, at punken havde banet vejen for upoleret, hård rock, og blandt andet New Musical Express – det førende musikmagasin i England – tog bandet under sine vinger. Runaways blev også et stort navn i Japan.
Efter fire albums var det slut. Men, gruppen har fået æren for at være inspirationskilde for mange af de hårdslående bands, der er kommet til i USA i årene efter. I 2004 blev der lavet en dokumentarfilm om bandets karriere: Egdeplay – A Film about the Runaways.
Nu har lungekræften sat en stopper for Sandy Wests liv. Hvil i fred.
Her er japansk optagelse med gruppens største hit Cherry Bomb: