“Der er ikke meget spræl i den meget lille og noget fladt instruerede historie om tre ikke særlig gamle, der er blevet tilovers.”, skriver Kim Skotte i sin anmeldelse af Shaky Gonzálezs nye film “Det grå guld” – under den alt andet end flatterende overskrift: Anden kan ikke redde gumpetunge gamling. Så er stilen jo lige som lagt.
Men Skotte har fat i en væsentlig indvending, man kan have mod filmen. Den savner i den grad dynamik og tempo. Desværre. For det er en god idé Gonzáles har fået. Et ældre ægtepar – spillet af Birthe Neuman og Lars Knutzon – står pludselig i den situation, at de skal fraflytte deres lejlighed inden den første, fordi ejendommens boliger skal forvandles til – ja – ungdomsboliger. Ægtemanden Holger, der er gået lidt i stå og har det bedst med klassisk musik i lænestolen, medens fruen går til dans, har forlagt et brev fra boligforeningen om fraflytningen, og derfor går det alt for sent op for ægteparret, at deres dage er forbi i den lejlighed. Da de er uformuende kan de ikke købe sig til en anden bolig og derfor er alternative løsninger påkrævet.
En løsningsmodel er et bankrøveri, der med et vil gøre dem økonomisk uafhængige. Ideen opstår, da de møder fruens gamle dansepartner, der arbejder som bankmand i Danske Banks afdeling på Nytorv i København. Han kan ganske vist ikke hjælpe dem med boliglån, men lader ideen om at lænse banken falde i en snak. Og fru Anette griber ideen, da alle andre udveje synes at være spærret. Og bankrøveriet realiseres. Mere skal ikke afsløres om udgangen på filmen.
Man kan godt undre sig over, at temaet ‘det grå guld’ ikke tidligere har været genstand for dansk filmatisering. Det danske samfunds behandling af voksne mennesker (50+) er intet mindre end en skandale, der nok kunne give anledning til mere end en seværdig, samfundskritisk film. Så alene af den grund er Gonzáles’ film værd at beskæftige sig med.
Filmens problem er, som antydet, at den også er en kriminalfilm – endda en genrefilm (bankrøveri) – og ikke lever op til de elementære krav om spænding, fart og hurtig afvikling, som denne genres æstetik påkræver. Dramaturgisk halter den. Det er lige så ‘spændende’ at se de medvirkende drikke kaffe sammen som at se dem lave bankrøveriet. Så er det sagt.
Når filmen alligevel er anbefalelsesværdig, så er det fordi Birthe Neuman, Kurt Ravn og Lars Knutzon udfylder deres roller på fortrinlig vis. Og fordi filmen trods alt formår at skildre absurditeten i samfundets behandling af voksne mennesker. Især Birthe Neuman, der har hovedrollen, spiller overbevisende med sin karakteristiske let nervøse fremtoning. Også i mindre roller spilles der udmærket. Anders Mattesen som kolonihavevåbenhandler og Rene Diff som støjende overbo til ægteparret er med til at give filmen lidt ekstra kolorit.
Filmen er ikke noget mesterværk. Den er snarere en lidt træg, moderne udgave af den gamle, danske folkekomedie Støvsugerbanden, som filmen oven i købet henviser direkte til i en scene. Hermed anbefalet – med ovenstående forhold.